3.2.2013

Bookmark and Share
Valgkamp 2013 - genbrug af gamle valg-kaniner:
Berlusconi lover igen 0 € i ejendomsskat
- og vil betale 4 mia. € fra 2012 tilbage


Tid til endnu
en lov om
skatte-tilgivelse...?

Berlusconi lovede på mødet i Milano også, at italienernes forhold til Equitalia - skatteindrivelsen - skal forbedres mærkbart.

Han talte så mange gange om en ny begyndelse i borgernes forhold til staten, at jeg begyndte at tro, at den annoncerede chok-meddelelse i virkeligheden var, at Berlusconi - hvis han kommer til magten igen - ville indføre en såkaldt "skatte-tilgivelses-lov" - altså en lov, der mere eller mindre sætter en streg over al skattegæld-, -fusk og -snyd, hvis italienerne så fremover lover at betale, hvad de skal...

...men lur mig om ikke vi kommer til at høre mere om den slags tilgivelse, HVIS Berlusconi skulle vinde valget...

(5.2. Allerede i et talkshow på kanalen La 7 søndag aften den 4.2. talte Berlusconi om at vedtage en skatte-tilgivelseslov, hvis han vinder valget. Dagen efter trak han i land, og sagde at tilgivelsen kun skulle omfatte dem, der i dag er i konflikt med det forhadte opkrævningsfirma Equitalia >>, der er ejet af Skat Italien (Ufficio delle Entrate) og det statslige pensionsinstitut INPS)

Resultatet af flere tilgivelseslove besluttet af Berlusconis regering mellem 2001 og 2004 blev i følge rigsrevisionen omkring 20 milliarder euro ekstra i statskassen - under halvdelen at det forventede.

Opfordring til skattesnyd
Denne type tilgivelseslove betyder i følge økonomiprofessor Tito Boeri fra Bocconi Universitetet >> blot at virksomheder og privatpersoner fortsætter med at snyde i skat - der kommer jo nok en tilgivelseslov igen, tænker de.



Tito Boeri skriver den 4.2.2013 på LaVoce.info >>, at Berlusconis og PDL´s økonomiske politik allerede i 2013 vil koste statskassen 18 milliarder euro.

- Sejren er indenfor rækkevidde, vi er sikre på at vinde, og vi vinder, lød Berlusconis afsluttende bemærkning efter en "chok"-"pressekonference" i Milano søndag den 3. februar.



"Pressekonference" er i gåseøjne, for der kan ikke stilles spørgsmål til Berlusconis såkaldte pressekonferencer.

Denne søndag havde partiet da også besat alle siddepladserne i salen på Milanos messe med flagsvingende hujende Silvio-fans.




"Chok" er også i gåseøjne, for det annoncerede chok var Berlusconis genbrug af seneste valgkampagnes "kanin i hatten" om afskaffelse af ejendomskatten IMU, der blev i indført i 2012 af Mario Monti.


I 2008 hed ejendomssskatten for den primære bolig ICI, og i 2012 vil Berlusconi så garnere valgkaninen yderligere ved at love, at han ved første ministermøde - hvis han vinder? - både vil afskaffe ejendomsskatten og også iværksætte tilbagebetalingen af de 4 milliarder euro, som italienerne allerede har betalt.

Han lovede også skattelettelser til virksomhederne og hurtigere betaling fra staten. I dag kan tager det nemt et år eller to inden den italienske stat betaler sine kreditorer.

- Der kommer ingen forhøjelse af momsen og fremfor alt ingen formueskat. Et program, der af det modsatte af Montis og venstrefløjens program, lovede Berlusconi sine begejstrede fans på mødet, hvor en midaldrende dame flere gange gentog sit personlige kampråb "Du er en myte".
Da Berlusconi bemærkede hende og konstaterede, at hendes opfattelse var i modstrid med venstrefløjens, "der kalder mig en løgnhals" måtte kvinden tørre tårene af øjenkrogen.

På det ikke stillede spørgsmål om, hvor pengene til skattelettelser og tilbagebetaling af ejendomsskatten skal komme fra, forklarede Berlusconi, at de primært skal hentes hjem via nye afgifter på spil og tobak der som han bemærkede jo ikke er primære forbrugsgoder.

Berlusconi vil derudover reducere statens udgifter med 80 milliarder euro - 10% af det nuværende statsbudget - over de kommende fem år.
Det skal ske ved effektiviseringer og besparelser - fx på de sprøjter, man bruger i sundhedssektorer.
Her nævnte Berlusconi som eksempel, at det offentlige sundhedsvæsen i syditalienske Calabrien betaler ti gange så meget for en éngangssprøjte som sundhedsvæsenet i norditaliensek Lombardiet.

Han vil også igen hente penge ved beskatning af italienske finansielle aktiviteter i Schweiz og andre skattely.
Her lovede han et éngangsbeløb på 25-30 milliarder euro, og derefter en forventet ekstra årlig skatteindtjening på 5 milliarder euro.
Hans regerings forsøg på at få penge gemt i skattely tilbage til Italien i 2009 mod lempelig skattebetaling gav dengang kun 5 milliarder i statskassen mod de forventede over 10 milliarder.

Derudover skal partistøtten afskaffes og antallet af parlamentarikere skæres ned - alt sammen løfter, der allerede blev brugt i 2001 og igen i 2008 uden at nogle af dem gav de lovede resultater.

Det hele var pakket ind i høj musik, afsyngelse af den italienske nationalsang inden Berlusconis monolog, og blev på værste italienske vis afsluttet med tumultagtige scener, hvor inkarnerede fans var ved at træde hinanden, pressefolk og livvagter ned for at komme til at hilse deres idol.


Syl

Retur
til Politik >>


Meningsmålinger 2.2.2013:
Venstrefløjen står til sejr, men Berlusconi går frem >>




op /\

Selv tyk makeup og høj musik kan ikke skjule, at Berlusconi ér en ældre herre.
Hans udstråling, stemmeføring og fremtræden i det hele taget
er meget mindre energisk og vital i dag end under valgkampen i 2008.

Copyright © 2000 - 2013. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>