Italiens-eksperter
i Danmark: Thomas Harder >>
Thomas Harder
Bogen er oversat af journalisten og forfatteren Thomas Harder,
der selv har skrevet flere mere end glimrende bøger om Italien
- bl.a:
"Italien fra Mazzini
til Bossi" >>,
"Mafiaens
Mænd" >>
og spændende mad-bøger
om fødeøen Sardinien >>

Bogen
er på 192 sider, og koster d.kr. 228.
Udkom 27. september 2005 på
Informations Forlag
Berlusconi-vits:
Jesus spørger: - Far, hvorfor har du aldrig fortalt, at du også
har en søn, der hedder Silvio?
| Pressemeddelelse
fra Informations forlag - Oktober 2005
Paul Ginsborg tegner
et enestående portræt af politikeren, mediemogulen og magtmennesket Silvio Berlusconi.
Bogen kombinerer den klassiske biografi – bl.a. med beskrivelser fra
barndommen i Milanos borgerskab under og efter 2. verdenskrig, hans strengt religiøse
skolegang og den dynamiske erhvervskarriere i bl.a. byggebranchen og tilblivelsen
af hans tv-imperium – med indgående analyser af Berlusconis politiske udvikling
og strategier.
Et portræt af en self-made mand med smag for det søde
liv, en risikovillig, egenrådig, stærk statsmand.
Bogen giver et enestående
billede af politikeren, mediemogulen og magtmennesket Silvio Berlusconi og
hans specielle italienske kurs, som i høj grad er et fænomen, man genser i internationale
tendenser i disse år – både i den politiske verden men også hvad angår mediernes
afgørende styrende rolle i samfundet.
Bogen kombinerer klassiske biografiske
afsnit – bl.a. om barndommen i Milano under og efter 2. verdenskrig, hans
strenge religiøse skolegang og den dynamiske karriere – med politisk og sociologisk
analyse.
Samlet giver bogen et skarpt billede af en risikovillig, egenrådig
og stærk statsmand, der har evnet at forme et lands politiske, medie- og samfundsmæssige
udvikling efter sit eget hoved.
Det er en letlæst, sjov og skræmmende
fortælling – og den første på dansk – om en af Europas store statsledere.
Personificeringen
af politik i en tid hvor det repræsentative demokrati er i krise, forholdet mellem
politik og medier, sammenhængen mellem forbrug, familie og politik er nogle
af de væsentlige emner, som behandles i lyset af en stor politisk personlighed
– vel nok den største i Europa i øjeblikket.
Ifølge Ginsborg er Berlusconi
nået så langt i sin politiske karriere, fordi den italienske venstrefløj ikke
har formået at sætte sig igennem med strategier, der har kunnet udgøre et reelt
alternativ til Berlusconis imperium.
Paul Ginsborg er en af Italiens førende
historikere. Han er forfatter til den berømmede Italiens moderne historie og er
aktiv i den italienske demokratidebat.
ANMELDERCITATER
"en veloplagt politisk biografi om mediemogulen og magtmennesket Silvio Berlusconi."
"Den stærkt anbefalelsesværdige bogs gode nyhed er: Berlusconi-regeringens
dårlige resultater vil formentlig fælde den ved valget næste år." Vibeke
Sperling, Politiken
"(denne) velskrevne, flot researchede og dejligt
korte og koncise biografi."
"Det primære formål med Ginsborgs bog er at
blotlægge Berlusconi som en ny type politisk magthaver." "... Thomas Harders
fortrinlige oversættelse" Martin Burcharth, Information
UDDRAG PROLOG
- Da jeg som ung forsker
arbejdede i arkiverne i Venedig, dristede jeg mig en dag til at spørge en berømt
ældre amerikansk professor, der sad ved siden af mig, hvordan det havde været
at være historiker i Italien under fascismen.
Han så venligt på mig og
svarede: "Jeg bemærkede det ikke rigtigt."
I dag er det endnu nemmere
ikke at bemærke noget.
Hverdagslivet går sin vante gang, dagbladene afspejler
en bred vifte af holdninger, solen skinner, turisterne kommer, og vi spiser alle
sammen overordentligt godt.
Men der er ved at ske noget vigtigt i Italien,
noget, som kan blive ganske uhyggeligt, og dagliglivets tilsyneladende normalitet
er et fortrinligt dække for det.
Silvio Berlusconis indsats som Italiens
regeringschef siden 2001 og som formand for EU’s ministerråd fra juli til december
2003 har vakt megen bekymring i den internationale offentlige opinion.
Verdenspressen
har gentagne gange stillet en hel række spørgsmål: Indvarsler Berlusconis
kombination af mediemagt og politisk magt en ny form for politisk herredømme i
moderne demokratier? Er dette det mest ambitiøse af de mange populistiske
svar på demokratiets nuværende skrøbelighed?
Og så et spørgsmål, der stilles
igen og igen, men som lyder historisk naivt i mangt et skarpt italiensk øre:
Gentager
historien sig, og spiller Italien igen samme rolle som fascismens forløber, som
landet spillede i begyndelsen af 1920’erne?
Det var trods alt Primo
Levi, som helt tilbage i 1974 skrev, at "hver tidsalder har sin fascisme" og advarede
om, at "man kan nå til en sådan tilstand på mange forskellige måder, ikke nødvendigvis
ved hjælp af terror og politimæssig undertrykkelse, men også ved at tilbageholde
eller manipulere oplysninger, ved at forgifte retsvæsenet og ved at lamme skolevæsenet."
Andre har – af overbevisning eller bekvemmelighed – valgt at forholde sig skarpt
affærdigende til Berlusconi.
De gør opmærksom på, at hans virke som regeringschef
hovedsagelig har været kendetegnet af improvisation, at han ikke har nogen økonomisk
strategi, og at han mest har været optaget af det italienske retsvæsens sager
mod ham og hans gode ven og advokat Cesare Previti.
Den substansløse, klodsede og klovneagtige
figur, som han har gjort på den europæiske scene har blot styrket den slags mistanker.
"Burlesquoni" kaldte The Economist ham i sommeren 2003. Ikke desto
mindre tyder de samlede iagttagelser – ikke bare fra det politiske område, men
også fra det bredere kulturelle felt – på, at man er nødt til at tage Silvio Berlusconi
alvorligt.
Indtil nu har det italienske centrumhøjre ikke frembragt nogen
teoretisk behandling af Berlusconis projekt.
Han mangler en Giovanni Gentile,
den fremtrædende filosof, som blev Mussolinis undervisningsminister, eller bare
en Keith Joseph, Margaret Thatchers dygtige propagandachef.
Det betyder
imidlertid ikke, at der ikke eksisterer noget projekt. Et af de væsentligste formål
med denne bog er at samle dette projekts forskellige bestanddele.
Ved
at gøre det, håber jeg at kunne forklare, hvorfor den aktuelle italienske erfaring
har en betydning, der rækker langt videre end landets snævre og komplicerede politiske
sfære.
Selvfølgelig kan Berlusconis projekt meget vel vise sig at slå
fejl. En af farerne ved som historiker at give sig til at analysere en
historisk proces, der er i fuld gang, er, at man må klare sig uden fagets sædvanlige
privilegium, som består i at vide, hvordan historien ender.
Hvor var det
dog meget nemmere at skrive om den venezianske revolution i 1848-49, hvis udfald
jeg kendte på forhånd!
Jeg vil ikke desto mindre bestræbe mig på ikke
at dække mig ind.
Jeg mener, at Italiens historie i disse år, uanset hvordan
den ender, er særdeles lærerig på et antal områder, som er af central betydning
for den moderne verden: det personlige herredømme i en tid, hvor det repræsentative
demokrati er i krise; forholdet mellem mediesystemet og den politiske magt;
forbindelsen mellem forbrugerisme, familier og politik; og endelig, venstrefløjens
fortsatte svaghed, dens manglende evne til at få øje på farer og bekæmpe dem og
dens uduelighed mht. at vække begejstring for troværdige alternativer. |