Artikel fra marts 2002

Med 308 ja-stemmer fra 310 tilstedeværende sagde det italienske Deputeretkammer torsdag den 28. februar ja til loven, der efter regeringen mening løser den såkaldte interessekonflikt.

Modsat andre landes lovgivning fremgår det af det italienske forslag, at der ikke eksisterer en konflikt mellem det at være indflydelsesrig erhvervsmand og samtidig medlem af et lands regering.



Den italienske lov har været på vej i 8 år, og det er forbavsende, så primitivt et stykke papir, der er kommet ud af arbejdet.
Italienske politikkere plejer at være bedre til at skjule deres reelle hensigter end i det her tilfælde.
Den nye lov om interessekonflikten er i grunden uhyre simpel og kan udtrykkes i èn sætning:
Der eksisterer ikke interesskonflikter.

Bestemmer selv

En erhvervsmand må gerne beholde indflydelsen i den virksomhed, han som fremtrædende politikker kan skræddersy love til.

Han skal blot ikke kalde sig direktør eller præsident, men lade en anden have den titel.

Skulle en erhvervsmand i politik - for eksempel Berlusconi - ved et uheld komme til at lave en lov, der er rigeligt fordelagtig for hans egne firmaer, er det heller ikke et problem:

Forslaget til en lov om interessekonflikt siger nemlig, at problemer kun opstår, hvis erhvervsmanden/politikkeren får vedtaget love, der decideret skader andre virksomheder/brancher eller almenvellets interesser.

Kommision uden ret til efterforskning

Er det tilfældet at en lov skader opfylder disse betingelser, kan sagen bringes for Antitrust-kommisionen.

Antitrust-kommisionen må dog ikke selv efterforske sager, og kan heller ikke ophæve eller blokere lov, der overtræder reglerne. Kommisionen kan gøre parlamenternes formænd (valgt af det regerende flertal) opmærksom på regeringens overtrædelser.

Og for at være på den sikre side, er det selvfølgelig det til enhver tid siddende flertal (regering), der skal udnævne deres egne kontrollører.


Ingen sanktioner

Skulle det helt utænkelige ske - at kommisionen gør kamrenes formænd opmærksom på en lov i konflikt med loven om interessekonflikten, og at formændende rent faktisk giver kommisionen ret - så er næste skridt ligeledes en forsikring om, at intet sker.

Der er nemlig ingen sanktioner i loven udover en moralsk formaning eller en mulighed for at parlamentet ad hoc beslutter sanktioner.

Og parlamentets flertal er jo - jamen er det ikke interessant? - regeringslederens (og dermed den person, der eventuelt kan have en interessekonflikt) flertal.

Gælder ikke i storkommuner og provinser

Nu er det jo ikke ligefrem fordi dette lovforslag, som skal igennem andetkammeret Senatet for at træde i kraft, strammer løkken på erhvervsfolk, der er aktive i politik.

Men for en sikkerheds skyld er det understreget i forslaget, at loven ikke gælder for borgmestre i større kommuner og i den adminstrative enhed mellem kommuner og regioner, der i Italien udgøres af procinserne.

8 år undervejs

Loven svarer i det store og hele til Berlusconi holdning til hele problematikken om interesse-konflikten - et stort hverken/eller.

Berlusconi lovede allerede i 1994, da han erklærede sit indtog på den politiske scene, at interessekonflikten mellem at eje en stor del af landets kommunikationsmidler og det at være politikker, var noget af det første, han i et kommende parlament ville løse.

Siden har han vaklet mellem udtalelser om, at konflikten skulle løses, og at konflikten ikke eksisterer.

Og man må sandeligt erkende, at det endelig lovforslag er 100 procent i overensstemmelse med Berlusconis udtalelser.

At det så alt sammen er til hans fordel, ja, det er vel i grunden blot et tilfælde...

-syl