2003

Andreotti blev frikendt for at være bagmand for mordet på journalisten Pecorelli


Biografi

Giulio Andreotti blev født i Rom den 14. januar 1919.

Han er jurist af uddannelse, med speciale i kirkeret.

Han gør sig som helt ung bemærket som journalist i Sammenslutningen af Katolske Universitetsstuderende (FUCI), hvor han var assistent for Monsignor Montine, der senere bliver Pave Paolo VI.



Her samarbejder han ligeledes med Aldo Moro, der er formand for FUCI, og som Andreotti på pave Pio XII`s ordre efterfølger.

Andreotti er med til at grundlægge partiet De Kristlige Demokrater sammen med bl.a. Alcide De Gaspari.

Efter krigen er han med i den grundlovsgivende forsamling, og siden da har han været medlem af det italienske parlament.

To gange er han blevet valgt til det Europæiske Parlament.

I juni 1991 udnævnte præsidenten Cossiga Andreotti som livstidssenator.

Han har været regeringsleder 6 gange - fra februar 1972 til juni 1973, fra juli 1976 til juni 1979, og igen fra 1989 til 1992.

Derudover har han været udenrigs-, finans-, forsvars-, handels- og industriminister. Andreotti har modtaget æresdoktorater fra et utal af universitetet verden over.

Andreotti grundlagde og udgav det politiske magasin "Concretezze" fra 1955 til 1976.

Han har skrevet utallige bøger om det italienske samfund - uden dog for alvor at løfte sløret over alt det han ved, og har været med til i sin lange og endnu ikke afsluttede karriere.




Legende

En italiensk bondes sidste ord til familien på dødslejet:
- Sælg ikke jorden, og stem på Andreotti!

Livsvisdom fra tanten til den faderløse Andreotti:
"Overdramtiser aldrig noget;
alt kan ordnes, og hold en vis distance til alt; de vigtigste ting i livet er ganske få."

- Nogle opfatter disse råd som kyniske, har Andreotti sagt.

- Jeg ser dem som noget positivt; på den måde overreagerer man aldrig.

Artikel fra 2002

Han er 83 år gammel, men "still going strong", og fra sin plads som livstids-senator >> behøver han slet ikke at bekymre sig hverken om at, at hans historiske parti er opløst, eller om han har vælgernes gunst til næste valg.

Det kendeste citat af ham indeholder hele hans livsfilosofi:
"Magten slider på dem, der ikke har den".
Andreotti er overhovedet ikke slidt, for han har altid haft magten.



Rævekager på menuen

Fra Giulio Androttis tidligste ungdom har der været politiske rævekager på menuen, og der er ikke den den skandale i moderne italiensk historie, som ikke har berørt hans navn.

Hans øgenavn er Beelzebul - djævelen selv.



Han er mere snu end en ræv, eller også fungerer hans tætte kontakter til himlens repræsentanter i den katolske kirke bare perfekt - djævelskab eller ej!

Andre siger, at hans tiltagende rundryggethed bringer ham held.
I Italien bringer pukkelruggede mænd held til andre, hvis man kan komme afsted med at røre puklen. Men det vil ikke undre nogen, om Andreotti også er i stand til at bringe held til sig selv.

Uberørt af utallige skandaler

Andreotti´s navn har været indblandet i kendte skandaler som Sindona-affæren, hvor en af landets vigtigste bankene krakkede - og kirken IKKE tabte de penge, den havde investeret i banken.

Skandalen om den hemmelige og ulovlige P2-loge kom også omkring ham, ligesom hans navn dukker op i skandalerne omkring den italienske olie-industri, og omkring den ikke altid korrekte anvendelse af den italienske efterretningstjeneste.

Andreotti spillede en hovedrolle i sagen om Aldo Moro (en af hans vigtigste konkurrenter i partiet De Kristlige Demokarater, der havde magten i Italien fra 1948 til 1992).
Bortførelsen endte med Moros død.

Andreotti var tilhænger af den "hårde linje", der sagde nej til forhandlinger med terroristerne, og i Moros efterladte breve er der hårde anklager mod ham.

Andreotti har også været anklaget - og er blevet frikendt for - at have beordret mordet på en journalist - Mino Pecorelli - der efter sigende havde fundet graverende beviser på "Onkel Giulios" mindre stuerene aktiviteter.

"Onkel Giulio" er det navn, man siger Andreotti omtales med indenfor mafiaen.

Pecorellis mordere har fortalt, at de myrdede journalisten, fordi en vis advokat Vitalone bad om det.
Vitalone er Andreottis juridiske rådgiver.

Andreotti tilhører den generation af italienske magt-mennesker, der mener, at jo mindre folk ved, jo bedre har vi det allesammen.
Senest har senatoren siddet på anklagebænken i rets-bunkeren i Palermo anklaget for mafia-kriminalitet.

Overraskende retssag for mafia-aktivitet

At det kom så vidt, at Andreotti blev anklaget for at have favoriseret den sicilianske forbryder-organisation blev af mange taget som et tegn på, at nu var den æra, hvor indflydelsesrige poltikkere kunne slippe afsted med alt, omsider ved at være forbi.

At han blev frikendt, var for de fleste en bekræftelse af, at den tid slet ikke er forbi endnu i Italien.

Dommen fyldte over 4000 sider, og alle vidneudsagn fra det såkaldte "angrende" mafiosiér blev underkendt, ligesom betydningen af Andreottis forhold til og møder med kendte mafiosier - også indefor hans eget parti - blev betegnet som uvæsentlige.

Et spørgsmål om kys

Retssagen mod Andreotti i Palermo var fra 1996 og frem til frikendelsen i oktober 1999, og bekræftelsen af frikendelsen i appel-retten i maj 2000, genstand for stor debat, for her var en af magtens virkelig mænd under anklage.

Anklagerne mente at kunne bevise, at Andreotti havde givet gaver til et mafia-bryllup, at han havde mødtes med mafia-bosser, og at han var vidende om, at den myrdede Salvatore Lima, der var hans mand på Sicilien, var mafiaens politiske håndlanger, ligesom partifællen, og tidligere borgmester i Palermo, Vito Ciancimino.

Et at anklagernes - ikke godtagne - beviser for Andreottis tilknytning til mafiaen, var et vidne, der sagde, Andreotti havde mødt og på mafia-maner kysset bossen Toto Riina.

Den sicilianske skuespiller Ingrassio resumerede retssagen i Palermo meget rammende med udgangspunkt i det berømte kys.

- Jeg ved ikke, om Andreotti og Riina nogen sinde har mødtes. Men hvis de havde mødt hinanden, ville de helt sikkert have udvekslet kys.

Dermed sagde Ingrassia, at Andreotti er for snu til at have mødt mafia-bossen, men at de to i gensidig respekt for hinandens roller naturligvis ville have udvekslet de venskabelige "goddag-kys".

Delte ud til alle

Andreottis karriere har strakt sig over mange fraktioner, og han har altid forstået at befinde sig det rigtige sted.

Han lagde ud som ufleksibel højreorienteret, men blev siden manden, der midt under den kolde krig kunne se fordelen i at samarbejde med det voksende Socialistparti i 1960´erne, og med det store italienske Kommunistparti i 1979´erne.

Til USA´s store irritation var også hans venskab med Arafat.
Siden har Andreotti under de seneste års retssager måttet ty til ansættelsen af et pr-bureau for at styrke sit image.
Pr-folkene har blandt andet rådet ham til at mødes med de italienske jøder.

Før i tiden havde han ikke brug for pr-folk, for da sad han i en position, hvor han var med til at bestemme, hvem der nu skulle begunstiges af regeringens politik.

Seks gange var han regeringens leder, men ellers var han som minister eller partileder altid i front i den fordelings-politik, der var med til at få de Kristlige Demokrater til at sidde stabil på magten i 44 år.

Mere i løn til arbejderne i de Nord-Italienske industribyer, invalidepensioner og enorme statstilskud til de fattige i Syd-Italien (tilskud, der ofte endte i de forkerte lommer), støtte til bønderne, lavere pensionsalder til de offentlige ansatte, og gode muligheder for sort arbejde til erhvervslivet.

Og så var alle glade - og italienerne blev faktisk rigere alle sammen op igennem Andreottis storhedstid!

Statsmand eller opportunist

Andreottis eftermæle bliver en blanding af alle disse begivenheder, der har været med til at præge de seneste 60 års italienske historie.

For selv om mange mener, at Onkel Giulio må have indgået en pagt med djævlen for at holde sig oppe, er hans tid og indflydelse i dag ved at være forbi.

Diskussionen vil bølge mellem dem, der fastholder, at han var været en stor statsmand, og Guds og Vatikanets gave til Italien, og dem, der rent ud sagt mener, han har været en korrupt oppurtunist.

Får den sidste definition overtaget, er undskyldningen den sædvanlige, at Andreotti hverken har været den første, og desværre heller ikke bliver den sidste af den slags politikkere i Italien!

-syl