Biografiske noter
Giulio Andreotti blev født i Rom den 14. januar 1919.
Han er jurist af uddannelse, med speciale i kirkeret.
Han gør sig som helt ung bemærket som journalist i Sammenslutningen
af Katolske Universitetsstuderende (FUCI), hvor han var assistent
for Monsignor Montine, der senere bliver Pave Paolo VI.
Her samarbejder han ligeledes med Aldo Moro, der er formand
for FUCI, og som Andreotti på pave Pio XII`s ordre efterfølger.
Andreotti er med til at grundlægge partiet De Kristlige Demokrater
sammen med bl.a. Alcide De Gaspari.
Efter krigen er han med i den grundlovsgivende forsamling,
og siden da har han været medlem af det italienske parlament.
To gange er han blevet valgt til det Europæiske Parlament.
I juni 1991 udnævnte præsidenten Cossiga Andreotti som livstidssenator.
Han har været regeringsleder 6 gange - fra februar 1972 til
juni 1973, fra juli 1976 til juni 1979, og igen
fra 1989 til 1992.
Derudover har han været udenrigs-, finans-, forsvars-, handels-
og industriminister. Andreotti har modtaget æresdoktorater
fra et utal af universitetet verden over.
Andreotti grundlagde og udgav det politiske magasin "Concretezze"
fra 1955 til 1976.
Han har skrevet utallige bøger om det italienske samfund -
uden dog for alvor at løfte sløret over alt det han ved, og
har været med til i sin lange og endnu ikke afsluttede karriere.
Legende
En italiensk bondes sidste ord til familien på
dødslejet:
- Sælg ikke jorden, og stem på
Andreotti!
Livsvisdom fra tanten til den faderløse Andreotti:
"Overdramtiser aldrig noget; alt kan ordnes, og hold en vis distance til alt;
de vigtigste ting i livet er ganske få."
- Nogle opfatter disse
råd som kyniske, har Andreotti sagt. - Jeg ser dem som noget positivt;
på den måde overreagerer man aldrig. |
Guilio
Andreotte døde den 6. maj 2013 - 94 år gammel.
Artikel fra 2002
Han er 83 år gammel, men "still going strong",
og fra sin plads som livstids-senator
>> behøver han slet ikke at bekymre sig hverken
om at, at hans historiske parti er opløst, eller om
han har vælgernes gunst til næste valg.
Det kendeste citat af ham indeholder hele hans livsfilosofi:
"Magten slider på dem, der ikke har den".
Andreotti er overhovedet ikke slidt, for han har altid haft
magten.

Rævekager på menuen
Fra Giulio Androttis tidligste ungdom har der været
politiske rævekager på menuen, og der er ikke
den den skandale i moderne italiensk historie, som ikke har
berørt hans navn.
Hans øgenavn er Beelzebul - djævelen selv.
Han er mere snu end en ræv, eller også fungerer
hans tætte kontakter til himlens repræsentanter
i den katolske kirke bare perfekt - djævelskab eller
ej!
Andre siger, at hans tiltagende rundryggethed bringer ham
held.
I Italien bringer pukkelruggede mænd held til andre,
hvis man kan komme afsted med at røre puklen. Men det
vil ikke undre nogen, om Andreotti også er i stand til
at bringe held til sig selv.
Uberørt af utallige skandaler
Andreotti´s navn har været indblandet i kendte
skandaler som Sindona-affæren, hvor en af landets vigtigste
bankene krakkede - og kirken IKKE tabte de penge, den havde
investeret i banken.
Skandalen om den hemmelige og ulovlige P2-loge kom også
omkring ham, ligesom hans navn dukker op i skandalerne omkring
den italienske olie-industri, og omkring den ikke altid korrekte
anvendelse af den italienske efterretningstjeneste.
Andreotti spillede en hovedrolle i sagen om Aldo Moro (en
af hans vigtigste konkurrenter i partiet De Kristlige Demokarater,
der havde magten i Italien fra 1948 til 1992).
Bortførelsen endte med Moros død.
Andreotti var tilhænger af den "hårde linje",
der sagde nej til forhandlinger med terroristerne, og i Moros
efterladte breve er der hårde anklager mod ham.
Andreotti med Aldo Moro
Andreotti har også været anklaget - og er blevet
frikendt for - at have beordret mordet på en journalist
- Mino Pecorelli - der efter sigende havde fundet graverende
beviser på "Onkel Giulios" mindre stuerene
aktiviteter.
"Onkel Giulio" er det navn, man siger Andreotti
omtales med indenfor mafiaen.
Pecorellis mordere har fortalt, at de myrdede journalisten,
fordi en vis advokat Vitalone bad om det.
Vitalone er Andreottis juridiske rådgiver.
Andreotti tilhører den generation af italienske magt-mennesker,
der mener, at jo mindre folk ved, jo bedre har vi det allesammen.
Senest har senatoren siddet på anklagebænken i
rets-bunkeren i Palermo anklaget for mafia-kriminalitet.
Overraskende retssag for mafia-aktivitet
At det kom så vidt, at Andreotti blev anklaget for at
have favoriseret den sicilianske forbryderorganisation blev
af mange taget som et tegn på, at nu var den æra,
hvor indflydelsesrige poltikkere kunne slippe afsted med alt,
omsider ved at være forbi.
At han blev frikendt, var for de fleste en bekræftelse
af, at den tid slet ikke er forbi endnu i Italien.
Og frikendelsen var kun halv. Af domsafskriften fremgår
det, at Andreottis forbindelser til den sicilianske mafia
alle var bekræftede - indtil 1982 - og dermed forældede
i forhold til at dømme ham. Forbindelserne efter 1982
blev derimod betragtet som ikke-bekræftede.
Dommen fyldte over 4000 sider, og alle vidneudsagn fra det
såkaldte "angrende" mafiosiér blev
underkendt, ligesom betydningen af Andreottis forhold til
og møder med kendte mafiosier - også indefor
hans eget parti - blev betegnet som uvæsentlige.
Et spørgsmål om kys
Retssagen mod Andreotti i Palermo var fra 1996 og frem til
frikendelsen i oktober 1999, og bekræftelsen af frikendelsen
i appel-retten i maj 2000, genstand for stor debat, for her
var en af magtens virkelig mænd under anklage.
Anklagerne mente at kunne bevise, at Andreotti havde givet
gaver til et mafia-bryllup, at han havde mødtes med
mafia-bosser, og at han var vidende om, at den myrdede Salvatore
Lima, der var hans mand på Sicilien, var mafiaens politiske
håndlanger, ligesom partifællen, og tidligere
borgmester i Palermo, Vito Ciancimino.
Et at anklagernes - ikke godtagne - beviser for Andreottis
tilknytning til mafiaen, var et vidne, der sagde, Andreotti
havde mødt og på mafiamanér kysset bossen
Toto Riina.
Den sicilianske skuespiller Ingrassia resumerede retssagen
i Palermo meget rammende med udgangspunkt i det berømte
kys.
- Jeg ved ikke, om Andreotti og Riina nogen sinde har
mødtes. Men hvis de havde mødt hinanden, ville
de helt sikkert have udvekslet kys.
Dermed sagde Ingrassia, at Andreotti er for snu til at have
mødt mafia-bossen, men at de to i gensidig respekt
for hinandens roller naturligvis ville have udvekslet de venskabelige
"goddag-kys".
Andreotti selv udtalte, at han aldrig har brudt sig om at
kysse mænd.
Delte ud til alle
Andreottis karriere har strakt sig over mange fraktioner,
og han har altid forstået at befinde sig det rigtige
sted.
Han lagde ud som ufleksibel højreorienteret, men blev
siden manden, der midt under den kolde krig kunne se fordelen
i at samarbejde med det voksende Socialistparti i 1960´erne,
og med det store italienske Kommunistparti i 1979´erne.
Til USA´s store irritation var også hans venskab
med Arafat.
Siden har Andreotti under de seneste års retssager måttet
ty til ansættelsen af et pr-bureau for at styrke sit
image.
Pr-folkene har blandt andet rådet ham til at mødes
med de italienske jøder.
Før i tiden havde han ikke brug for pr-folk, for da
sad han i en position, hvor han var med til at bestemme, hvem
der nu skulle begunstiges af regeringens politik.
Seks gange var han regeringens leder, men ellers var han
som minister eller partileder altid i front i den fordelings-politik,
der var med til at få de Kristlige Demokrater til at
sidde stabil på magten i 44 år.
Mere i løn til arbejderne i de Norditalienske industribyer,
invalidepensioner og enorme statstilskud til de fattige i
Syditalien (tilskud, der ofte endte i de forkerte lommer),
støtte til bønderne, lavere pensionsalder til
de offentlige ansatte, og gode muligheder for sort arbejde
til erhvervslivet.
Og så var alle glade - og italienerne blev faktisk rigere
alle sammen op igennem Andreottis storhedstid!
Statsmand eller opportunist
Andreottis eftermæle bliver en blanding af alle disse
begivenheder, der har været med til at præge de
seneste 60 års italienske historie.
For selv om mange mener, at Onkel Giulio må have indgået
en pagt med djævlen for at holde sig oppe, er hans tid
og indflydelse i dag ved at være forbi.
Diskussionen vil bølge mellem dem, der fastholder,
at han var været en stor statsmand, og Guds og
Vatikanets gave til Italien, og dem, der rent ud sagt mener,
han har været en korrupt oppurtunist.
Får den sidste definition overtaget, er undskyldningen
den sædvanlige, at Andreotti hverken har været
den første, og desværre heller ikke bliver den
sidste af den slags politikkere i Italien!
-syl
|