Mad-kultur

December 2007



Pølsevognen i Canazei 14.1.2005

Klik for store foto


Foto: pølsevognen.net>>










Brev fra Pølseteamet søndag 14.1. 2005


I de højere luftlag....

De to første dage i Canazei er overstået.
Den ene dag gik knap så godt som man kunne have håbet på…
Den historie vender vi tilbage til senere.
Dagen i dag (14.1.2005) gik til gengæld helt fantastisk.



På under tre timer blev der udsolgt i pølsevognen og der blev samlet ind på livet løs til Mathilde.
Der var i sagens natur mange danskere på besøg, og i en skøn forening sammen med italienere, kroatere og svenskere blev der sat nye rekorder.

Om ikke andet så en højderekord.

Det er måske første gang nogensinde en dansk pølsevogn har befundet sig i en højde af 2027 meter over havets overflade,
hvor luften var så tynd at pølsemanden påstod han havde tabt et halvt kilo, da vi havde pakket pølsevognen sammen.

Men ros skal pølsemanden og landsholdskokken Thorsten Schmidt have, for på selve turen har han udviklet sit talent og har specialiseret sig i at lave ”Tripletto con tutto”.

Det er tre påskebrød i en hånd, der så efterfølgende bliver monteret med hele dynen…!
Tiden ligger på omkring de 30 sekunder for en ”tripletto” med det hele…!

Som tidligere nævnt så gik den første dag knap så godt.

Pølsevognen havde fået anvist en plads ved FoscoSport i centrum – et sted hvor man kan leje ski og støvler.
Men inden vi kom i gang dukkede en lokal politibetjent op, ganske sød, og ifølge pølsepigerne ret lækker..!

Vi havde en tilladelse til at stå hos FoscoSport, problemet var bare at den ikke gjaldt uddeling af hotdogs og cocio’er.
Og da vi ikke anede en brik om hvordan man vokser ski i en pølsevogn, måtte vi jo følge hans anvisninger og pakke sammen.

Men en italiensk pølsemand får ikke en dansk politivogn til at give op, så vi flyttede bare et andet sted hen, hvor der var en tilladelse til at servere mad udendørs…

Men lige som vi troede at den var i vinkel dukkede han op igen.

Værten på det nye sted var overordentlig rar, og brugte lidt over en halv time på at få den kære, og stadig søde politimand, til at forstå hvad det her gik ud på.

Alt imens de stod og forhandlede gav pølsevognen og dens team fuld skrue udenfor og nåede at få langet et sted mellem halvtreds og et hundrede hotdogs over disken.

Den kære politimand vandt også anden runde…

Men en pølsevogn giver ikke op – den finder bare på noget nyt.
Grunden til disse problemer med tilladelserne har gjort at vi har ændret taktik, og nu kun står steder hvor der ikke kan opstå problemer.

Ciampolin, hvor vi skulle have stået i dag var ellers et super sted, og tilladelsen her var i orden.
Desværre var det helt ufremkommeligt på grund af meget glat føre.

Lidt længere oppe af pisten fandt vi et super sted, lige under en af svævebanerne, så folk kunne se hvor vi stod – og herfra nød også vi den fantastiske udsigt.

Ligesom vi stod for at skulle lukke pølsevognen kom en gruppe på 20 danske ski kammerater flyvende ned af pisten, en enkelt af dem nåede lige at se pølsevognen ud gennem skibrillerne, og skreg for fuld udblæsning:
DER STÅR EN PØLSEVOGN…!

De fik vendt skiene rundt som sad de på kuglelejer og kæmpet sig tilbage op af bakken
.
Og så var der bare udsolgt.

I morgen holder pølsevognen og pølseteamet hviledag. Søndag (15.1.2005) går det løs igen samme sted som i dag… lige under svævebanen, lidt længere oppe end Ciampolin.
-pølseteamet >>

Copyright © 2005-2007. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano