Ingen Arena uden Aida

Mellem den 10. august 1913 og den 27. august 2006 blev Aida opført 500 gange på Arenaen i Verona.




"Amneris" modtager tilskuernes hyldest på pladsen foran Arenaen en nat efter en forestilling i august 2008:




AIDA

De vigtigste personer

Radamès
Kaptajn - forelsket i Aida - tenor

Ramfis
Ypperstepræst - bas

Aida
Slave ved det egyptiske hof - i virkligheden datter af den etiopiske konge Amonasro - sopran

Amneris
Faraos datter - mezzosopran

Il Re
Farao - bas

Amonasro
Konge af Etiopien, Aida`s far - baryton




Aida i Arenaen 2002
Klik for store foto >>

Aida i Arenaen i Verona
Aida var den første opera opført i Arenaen - det skete den 10. august 1913.

Anledningen, der gav startskuddet til foreløbig 80 opera-sæsoner i Arenaen var 100-året for Giuseppe Verdis fødsel.

Aida er den opera, der har været flest gange på programmet - over 500 gange.



Scenografien i 2002 var af instruktøren og scenografen Franco Zeffirelli, og medførte fremkaldelser ved premieren den 21. juni, selv om nogle finder, der er rigeligt "Las Vegas" på scenen.



En ekstra person - Akmen - var i 2002 sat ind af Zeffirelli: en danserinde, ved premieren var balletdanseren (og Zeffirellis veninde) carla fracci, og som den 29.9.02 var Amaya Ugarteche.
Over 500 personer var indvolveret i afviklingen af forestillingen i 2002

1. AKT Første scene

Sal i kongepaladset i Menfi.

Radames får af ypperstepræsten Ramfis at vide, at den etiopiske hær planlægger at angribe Egypten, og at gudinden Iside allerede har givet navnet på hærføreren, der skal lede den egyptiske hær.

Radames håber, den udvalgte er ham, så han kan komme sejrrig tilbage til den elskede Aida, der er slave hos den egyptiske kongedatter Amneris.

Radames fortæller Amneris om sine håb, uden dog at fortælle om sin kærlighed til Aida, også selv om Amneris mistænker ham for at elske Aida.

Da Aida kommer ind, ser Amneris, at Radames elsker hende, og hun sværger hævn, for også kongedatteren er forelsket i kaptajnen.

Kongen med vagter og præster kommer ind ledet af Ramfis, og en budbrunger kommer med nyheden om, at etioperne marcherer mod Tebe, ledet af kongen Amonasro.

Kongen meddeler, at Iside har valgt Radames til hærfører. Folket er begejstre ot Amneris ønsker, han kommer sejrrig tilbage.

Aida er ikke begejstret - en sejr for Radames betyder nederlag for hendes far, som hvis han vinder, kan befri hende.
Aida beder guderne være med hende.


Anden scene

I Vulcano Templet

Præster og præstinder synger en hyldest til guderne.
Radames kommer ind i krigsmundering og modtager det hellige sværd, der er velsignet af krigs- og sejrsguden.


2. AKT Første scene

En sal i Amneris bolig.

Kongedatteren er omgivet af slavinder, og forbereder sig på at fejre den egyptiske sejr.

Da Aida kommer ind lader Amneris som om hun har medlidenhed med Aida, hvis land har lidt nederlag.

Amneris siger Radames er død for at finde ud af, hvilke følelser Aida har for kaptajnen, og Aida`s reaktion afslører hendes kærlighed.

Derefter bekender Amneris, at Radames ikke er død, og at hun også elsker ham.

Aida forsvarer først sin kærlighed, men beder siden Amneris tilgive hende.
Prinsessen minder hende om, at hun er en slave og ikke kan konkurrere med Faraoens datter.

Aida er ved at røbe, at hun også er kongedatter, men vælger at tie.


Anden scene

Ved en byport ved Tebe

Alle venter på Radames, for at fejre sejren.

Da han ankommer i spidsen for hæren, spørger kongen, hvad han ønsker i præmie.

Mens slaverne passerer forbi, genkender Aida sin far, og taler kort med ham.

Han giver hende ordre til ikke at forråde ham, og uden af afsløre deres identitet beder Aida og faderen Faraoen om nåde.

Radames ønsker, at alle slaver bliver givet fri, men Ramfis foreslår, at Aida og faderen fortsat skal være slaver for at garantere freden.

Kongen lover i stedet Radames sin datters hånd.

Mens folket jubler, udtrykker Aida og Kaptajnen deres sorg over kongens beslutning.


3. AKT

Nat langs Nilen

Der høres sang fra templet, hvor præster og præstinder beder for Amneris's ægteskab.

Amneris og Ramfis ankommer i en båd og går ind i templet.
Aida kommer listende. Radamès har bedt hende møde sig ved templet.
Hun sørger over sin tabte kærlighed, og længes til sit fædreland.

Hun afbrydes i sine triste tanker da der kommer nogen.

Det er ikke Radamès, men derimod hendes fader.

Han ved besked med hendes kærlighed til den ægyptiske hærfører. Ethioperne planlægger et nyt angreb, og Amonasro presser og truer sin datter til at lokke den ægyptiske krigsopstilling ud af Radamès.
Han gemmer sig da Radamès et øjeblik efter kommer.

Radamès kan ikke forstå at Aida er så ulykkelig.

Han tror selv, at han, når nu han har beseglet sejren over ethioperne, kan bede Farao om tilladelse til at gifte sig med hende.

Aida mener imidlertid ikke det vil være så let.

Hun er bange for Amneris's hævn, og overtaler Radamès til at flygte fra Ægypten sammen med hende.

Han giver modstræbende efter.
Hun spørger hvordan de, under flugten, kan undgå at løbe ind i den ægyptiske hær - og Radamès fortæller hende intetanende, at de bare skal holde sig fra Napata-slugten, hvor hele hæren står opstillet.

Amonasro kommer frem fra sit skjulested og fortæller den lamslåede Radamès hvem han er.

Det går op for Radamès at han nu er landsforræder, og han bliver dybt ulykkelig.

Én ting var at flygte sammen med en slavinde - noget ganske andet at slutte sig til fjenden, og bytte én kongedatter ud med en anden.

I det samme kommer Amneris og Ramfis ud af templet.

Amonasro går til angreb på dem, men Radamès lægger sig imellem.

Han opfordrer Aida og hendes fader til at flygte, men overgiver sig selv til Ramfis's vagter.


4. AKT Første scene

En sal i det kongelige palads i Memphis.

Amneris forlanger fangen fremstillet for sig.

Hun kan ikke forstå at han ikke gør noget for at forsvare sig mod de frygtelige anklager der rettes mod ham.

Radmès svarer, at når Aida er død, ser han ingen grund til at leve videre.
Amneris fortæller ham modstræbende, at godt nok er Amonasro blevet dræbt, men Aida slap væk.

Hun lover ham, at hvis han vil opgive enhver tanke om Aida, vil hun sørge for at han bliver frikendt - det var jo trods alt hende selv, der anklagede ham fra starten.

Radamès vil imidlertid ikke høre tale om at glemme Aida, så Amneris må opgive, og lade sagen gå sin gang.

Præsterne kommer og fører Radamès ind i domssalen.

Amneris sidder udenfor og lytter, rædselsslagent, mens præsterne anklager Radamès, der slet ikke forsvarer sig.

Han idømmes som straf at blive begravet levende under alteret i Vulcano-Templet.

Amneris prøver at få præsterne til at skifte mening, men de vil overhovedet ikke høre på hende.

Manden er forræder og vil få sin straf.

Hun må give op, men forbander dem for deres grusomhed.


Anden scene

I Vulcano-Templet - nedenunder er krypten, hvor Radames er begravet levende og venter på at dø

Radames er klar til at dø, og beder til at Aida en dag finder lykken.

Aida har gemt sig i krypten og kommer hen til ham, for at dø sammen med ham.

Radames ønsker ikke at Aida skal dø sammen med ham, og forsøger at skubbe stenen foran indgangen væk.

Aida trøster ham, for hun er sikker på, at dødens engel vil føre dem til himlen, hvor de kan være sammen for altid.

Mens de to elskende siger farvel til livet ligger en sorgklædt og grædende Amneris ovenpå graven og beder for sin elskedes sjæl.

-syl