Opera - Klassisk musik

2005

Bookmark and Share


2005: En aften i det "nye" Scala


Retur til Kultur <<

Retur til Scala <<

Retur til Milano <<

Scala-album 14. april 2005

klik for store foto

Foran operaen - piinligt, hva?


Inden forestillingen





Tæppet falder



Rygepause mellem
de to akter


Hvem så vi...

Artikel fra april 2005

Så kom vi endelig til forestilling i den nyrenoverede Scala Opera.


Billetter kan købes - 2 af gangen - på Scalas hjemmeside nøjagtig én måned før forestillingen, man vil se - eller via rejseburereauer, og i yderste nødsfald i dagene op til forestillingerne, hvor sortbørssælgerne har deres daglige gang foran operaen i Milanos centrum.

Vi var så heldige at blive inviteret af Novo Nordisk >>, der sponsorerede balletten "Giselle" i anledning af den internationale bløderdag den 14. april 2005.

Manden blev pænt bedt om at komme med.

Manden har et infantilt trauma om matrostøj og kedsomhed fra den tid, hvor onkel tog ham med i Scala, men han blev lokket med en rituel aperitif på "Zucca" i Galleriet >> mellem Milanos domkirke >> og Operaen.

"Zucca" var tidligere ejet af Campari, og en "Campari Shakerato" hører usvigeligt med til en tur i centrum for os - stående vel at mærke.

En rystet Campari
Campari - elsket, hadet eller rystet >>

Priserne i Galleriet i Milano minder om dem på Markuspladsen i Venedig >>, når man sidder ned, men for 3,50 euro pr. stk. fik vi stående ved bardisken vores rituelle "rystede Campariér".

Påklædningen

Og så fik manden naturligvis selv lov til at bestemme påklædningen.

Smoking og kjoler er stadig et must til premierer på Scala, men til "almindelige" forestillinger ser man alt fra lasede jeans til de nyeste "Just Cavalli"-rober.

Fra januar 2007 blev der indført
slipsetvang i Scala >>



...og et pinligt foto

Selv om manden fik lov til selv af bestemme påklædningen, følte han sig naturligvis alligevel ydmyget, da jeg insisterede på et foto foran operaen.

Udvendig er Scala i dag i nogle ret kedelige grå farver: Før var den i gule farver.

Farverne i dag menes at være de originale fra arkitekten Piermarinis side - og alt andet lige så betyder de "kedelige" farver, at det store beton-scenetårn og tilbygningen til administration bag den originale opera falder mindre i øjnene.

Faktisk virker Scala temmelig falmet i forhold til "Trussardis" modehus til venstre, og også ret beskeden i forhold til indgangen til Galleriet, byens rådhus og banken foran operaen.

(Min mand anvender "Scala" som "hævn" for gåturen ud til den efter hans mening meget lille "lille havfrue" i København, når vi har danskere på rundvisning i byen.)

Skal opleves "live"

Men som jeg altid hævder overfor de skuffede turister, så skal Scala opleves indefra, og vi kom i god tid for at "indsnuse" atmosfæren i den gennem-renoverede bygning.
Læs om renoveringen af Scala (2001-2004) >>

Ligner sig selv

Forhallen ligner sig selv.

Ja faktisk ligner Scala sig selv også efter næsten tre års restaurering, og det har netop været hensigten.

Statuer og buster af "hus-komponisterne" hilser publikum velkommen, og gardaroben (gratis) fungerer hurtigere, og toiletterne er en fryd i forhold til tidligere.

Inde i salen sidder man lavere end før, og parketgulvet er stadig uden ridser.

Gulvet er sænket for akustikkens skyld, og man sidder væsentligt bedre i de nye polstrede lænestole, hvor et elektronisk display tillader, at man på forskellige sprog kan følge librettoén, når der er opera på plakaten.

"Maskerne" med sorte habitter og halskæder med Scala-medaljer viser venligt på plads, og beder uvenligt om at lade være med at fotografere.

- Vi fotograferer alligevel - uden blitz - og HADER dem, der under forestillingen tror, deres blitz når op på scenen.

Lyden er "støvet af"

Inden forestillingen begynder beundrer vi malernes nænsomme omgang med guld-malingen.

Alt er nymalet, men uden at man føler sig inden i en chokoladeæske med guldpapir.

Malingen skinner ikke for meget - kun på uret over scenen, men det har været helt bevidst.

Uret kom nemlig først til længe efter, at operaen åbnede i 1778 - derfor skinner guldet mere der.

Vi klapper af aftenens dirigent, og da orkesteret går i gang mærker vi for alvor det "nye Scala".

Det er som om, der før blev spillet gramofon og i dag cd.

I logerne er der i dag terracotta - på gangene bag venetianske stengulve - og i salen parketgulv.

Dét har "støvet" lyden af, og må i den grad kunne mærkes, når der opføres opera.

Et specielt klima-anlæg, der ikke skulle genere sangerne, fungerede lidt for godt i anden akt, den aften, vi var i Scala.

En let brise i nakken var faktisk ikke ret behageligt.

Det finder de vel ud af en dag.

Og tyskeren ved siden af mig fandt i hvert fald ud af, at jeg ikke brød mig om "blinkene" fra hans smartphone, som åbenbart var mere interessant end en aften i Scala.

Og så var det tid til at nyde dansernes og musikkerenes anstrengelser...

-syl


Copyright © 2005-2011. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano