1776

Milano er under østrigsk herredømme, da "Teatro Regio Ducale" fra 1598 natten til den 26. februar 1776 brænder ned.

Det gamle teater befandt sig i den vestlige fløj af "Palazzo Reale" >> til højre for Milanos imponerende domkirke >>, men man beslutter snart, at et nyt teater IKKE skal placeres der.

Den 2. marts udnævner den østrigske kejserindes statholder Firmian en komité på tre personer, der skal stå for konstruktionen af byens nye teater.

De tre kommer fra den gruppe ejere af loger, der ved branden blev "hjemløse".

Datidens teatre var ofte ejede (og sponsorerede) af de adelige og borgerskabet, der havde deres private loger i teatrene.

Man beslutter at bygge på ruinerne af en kirke fra 1381- Santa Maria della Scala - opkaldt efter Visconti-hertugen Bernabós hustru fra den magtfulde hertug-familie fra Verona.

Arkitekten bag det nye teater er Giuseppe Piermarini, der kom til Milano 1769, og blandt andet stod for udformningen af Palazzo Reale for de østrigske herskere.

Piermarini regnes i dag for den vigtigste Neoklassiske arkitekt i Lombardiet.

Piermarinis tegninger til det nye teater var færdige og blev stemplet af notaren allerede den 14. september 1776.

Granit og en klar stenart kaldet for Viggiú var de vigtigste byggematerialer til det nye teater.
Det nye teater skulle ikke være af træ, var man enige om. Man frygtede nemlig brandfaren mere end noget andet.

1778

Den 3. august 1778 indvies det nye teater.

Den østrigske ærkerhertug Ferdinando og hans kone er blandt premieregæsterne.

Teatrets navn er "Nuovo Regio Ducal Teatro alla Scala", og Antonio Salieri dirigerer sin opera "Europa Riconosciuta" - der den 7. december 2004 "gen-indiver" det "nye Scala efter restaureringen >>.

Sammen med operaen opføres to balleter "Pafio e Mirra", samt "Apollo Placato".

Den første sæson var kun to måneder, men mellem 1778 og 1789 opføres 70 operaer i den nye "teater-maskine", som man omtalte teatret.

Blandt operaerne var napoletanske "opera buffo" værker af Giovanni Paisiello og Domenico Cimarosa - som "Barbereren fra Sevilla", der debuterede på Scala i 1786.

1796

Den 15. maj indtager Napoleon Boneparte midterlogen i teatret .
Napoleon var af den mening, at kultur også var en vigtig del af propagandaen, og det afspejler sig i programmet i Napoleonstiden.
Men det er også tiden for forestillinger af den italienske komponist Gioachino Rossini.

Rossinis første hustru, sopranen Isabella Colbran, var en af stjernerne i de år, sammen med stemmer som Maria Teresa Belloc-Giorgi og tenoren Luigi Pacini.

Det er også årene, hvor den barokke italienske ballet - "aktions ballet" - indtroduceret af Gaspare Angiolino, bryder igennem.

1808

Det musikalske forlag Ricordi grundlægges.
Forlaget bestyres Scalas arkiv fra 1825 og bliver i 1844 forlag for Verdi.

Salg af noder var en ganske stor business før plader, bånd og cd´er var opfundet.

1812-1839

I denne periode står Scala ofte i Rossinis tegn - ni af hans operaer opføres i de år på teatret.

I 1822 debutetterer en anden herre på Scala - Gaetano Donizetti (fra Bergamo >>).

Indtil 1959 opføres ligeledes ni af hans værker på Scala

Vincenzo Bellini debutterer på Scala i 1827 og indtil 1835 opføres syv af hans værker.

Stjernen i disse år er Giuditta Pasta, der var den første Norma i Bellinis opera af samme navn - og efter sigende Bellinis elskerinde.

Maria Malibran var ligeledes et stort navn, indtil hun som kun 28-årig i 1936 omkom ved et styrt med en hest.

I disse år gæster solister som Niccoló Paganini og Franz Liszt også Milano.

I 1824 er operaen i øvrigt ramme om uafhængigheds-demonstrationer.

Efter Napoleon kom Milano igen under østrigerne.

Da østrigerne i 1824 arresterer greven Federico Confalionieri, holder det faste publikum sig væk, eller demonstrerer ved at kaste med patriotiske løbesedler, eller ved at klappe overdrevent, når der i operaerne var passager med noget, der kunne tolkes som nationalistisk indhold.

1839-1883

Svær begyndelse for "Svanen fra Busseto".

I 1839 debutterer Giuseppe Verdi >> med "Oberto Conte di San Bonifacio".

En lovende debut - men også begyndelsen til to hårde år for den debutterende kompnist.

Hans kone Margherita Barezzi og hans to børn dør, og hans opera nummer to - "Un Giorno di Regno" - er en fiasko.

Deprimeret vil Verdi helt holde op med at skrive operaer - men impressarioen Bartolomeo Merelli overtaler ham til at skrive en ny opera:

Nabucco >> opføre i 1842 med Giuseppina Strepponi, der efter års skandaløst papirløst samliv siden bliver Verdi´s anden hustru.

Nabucco vises 65 aftenener - og "Vá Pensiero" bliver et vaskeægte hit - og nationalisternes politiske hymne - læs om fandyrkelsen af Verdi >>.

I vore dage har partiet Lega Nord adopteret Vá Pensiero som nationalsang for "deres" stat Padania (Po-slette-landet >>).

I 1843 vises "I Lombardi alla prima Crociata".
Imellemtiden er balletten blevet "romantisk", og stjernen hedder Maria Taglioni.

Den ene Verdi-opera efter den anden opføres i årene indtil 1953: med "Giovanna d´Arco" bryder Verdi med Scala - og holder sig væk fra Milano indtil 1869.

Han vender tilbage med en revideret udgave af "La Forza del Destino" - Skæbnernes magt.

Men først i 1887 - med "Otello" - har en Verdi-opera ur-premiere igen på Scala.

Aida >> uropføres i Cairo ved åbningen af Suez-kanalen. Aida opføres i Milano 45 dage efter, den 8. februar 1872.

"Messa da Requim", skrevet til digteren Alessandro Manzonis begravelse, opføres først i San Marco kirken, men tre dage efter - den 25. maj 1874 - på Scala.

Udover Strepponi er stjernerne i de år Teresa Stolz, Francesco Tamagno og Victor Maurel, der var den første Falstaff i 1993.

I 1860 bliver Italien samlet, og nye folk kommer også til operaen.

Deriblandt Arrigo Boito med "Mefistofele" i 1868.

Richard Wagner debutterer på Scala med "Lohengrin" i 1873 - og her slår der gnister mellem de aristokratiske Wagner-fans, og Verdis tilhængere af den mere folkelige type opera.

I folkemunde er Wagner og Verdi fjender. Men et brev, der i dag kan ses på Verdis landsted ved Busetto >>, i anledning af Wagners død viser tværtimod at Verdi både respekterede og beundrede den tyske kollega.

Ny teknologi

I 1860 får Scala i øvrigt gaslamper istedet for de farlige olielamper.

I 1883 er Scala også blandt de første bygninger i Milano, hvor der bliver lagt elektricitet ind.

1884-1921

Den 5. februar 1887 uropføres Verdis "Otello", og librettisten er Boito.

Tenoren Francesco Tamagno, sopranen Romina Pantaleoni og barytonen Victor Maurel er på scenen.

I 1893 uropføres Verdis komiske opera "Falstaff" - og bliver dermed kronen på Verdis imponerende musikalske livsværk.

Den 30. januar 1901 dør Verdi på sit værelse på Grand Hotel et di Milano i Via Manzoni få hundrede meter fra Scala.
Borgerne i Milano har strøet halm på gaden for ikke at forstyrre Maestro´ens dødsleje, og hans begravelse bliver en folkelig begivenhed.

Toscanini dirigerer efter begravelsen en mindekoncert for Verdi.

En del af arven efter Verdi gik til at grundlægge et stadig eksisterende plejehjem for musikkere >>, sangere og balletdansere, og i krypten under Casa di Riposo ligger Verdi og Strepponi i dag begravet.

I 1891 opføres "Cavalleria Rusticana" >> af Pietro Mascagni efter et drama af Verga.

Det bliver indledningen til "Verismo"-perioden, som Giacomo Puccini også er en del af.

Han er dog ikke altid i publikums gunst - "Madame Butterfly" >> i 1904 bliver piftet ud af det kritiske Scala-publikum.

Hans Turandot >> bliver først opført i 1926 - efter komponistens død i 1924.

Wagner, Richard Strauss og Claude Debussy er også på Scala-programmet i disse år, og i 1907 får orkesteret mere plads - der graves ud for at skabe en "harmonisk kasse" - en nyskabelse, der mødes med kritik og satiriske tegninger.

Scala har altid været genstand for polimik ved enhver forandring af tingenes tilstand!

I 1920 overtager Arturo Toscanini den kunstneriske ledelse af teateret.

1922-1945

I mellemkrigsårene holder Scala en forholdsvis lav profil, og smittet af det politiske regime >> spilles der på nationale og traditionelle tangenter, samt på sikre kontemporære kunstnere.

Nævnes kan Beniamino Gigli, Mafalda Favero, Toti Dal Motne, Gilds Dalla Rizza og Aureliano Pertile.

Natten til den 16. august 1943 bliver Scala ramt af de allieredes brandbomber, og først efter 2. Verdenskrigs afslutning påbegyndes genobygningen af teatret.

1945-1978

Scala bliver genopbygget i den oprindelige stil.
Hvor man kan, genbruger man det oprindelige materialer.

Dekorationerne laves på baggrund af de originale tegninger, men man forstærket dog også den "nye " opera med moderne byggematerialer og teknikker - blandt andet et moderne udluftningssystem, og nye tidssvardende elektriske installationer overalt.

Den 11. maj 1946 dirigerer Arturo Toscanini i det genopbyggede teater, og på scenen er blandt andre Renata Tebaldi - operaens "Anti-Callas" >> - der døde i december 2004.

Toscanini dirigerer Scalas orkester indtil 1957, og efterkrigsårene bliver en meget glamuorøs periode for teatret. Maria Callas >> debutterer i 1953 med Leonard Bernstein foran orkesteret, og synger i 1954, mens Herbert von Karajan dirrigerer.

Luchino Visconti laver ikke blot film i disse år, men instruerer også tre operaer på Scala.

Sammen med andre kendte teaterfolk som Giorgio Strehler, Franco Zeffirelli >> og Luca Ronconi bidrager Visconti til, at teknik og scengrafi i disse år får en fremtrædende plads blandt sangere og musikkere.

Efter studenteroptøjerne i 1968 ændrer publikum sig også.

Der kommer flere unge og flere fra arbejdsklassen i den fornemme opera, og mellem 1972 og 1977 er Paolo Rossi, der sammen med Strehler gundlagde Milanos berømte "Piccolo Teatro" leder af operaen.

I 1972 bliver Claudio Abbado orkesterleder, en plads han beholder indtil 1986.

Med ham bliver Rossini genopdaget - med de tre operaer "Barberen fra Sivigli", "En italiener i Algeriet" og "Askepot", men også "Don Carlo", "Simon Boccanegro" og "Macbeth" af Verdi opføres i disse år.

Balletten har også kronede år, hvor de ubestridte stjerner er Carla Fracci og Rudolf Nuryev.

Den 3. august 1978 fejrer Scala sit 200-års jubilæum, der ligeledes fejres med en udstilling om operaen på Palazzo Reale.

1978-2004

Riccardo Muti debutterer på Scala i "Figaro´s brylluo" i 1981.

Fra 1986 er han musikalsk leder, og med ham returnerer Verdi for alvor på komponistens "hjemmebane".

Men også Mozarts værker, Rossini >> , Puccini og ikke mindst Wagner bliver igen vist på Scala.

Fra 1982 har Scala udover operaen og balletten også sit eget symbfoni-orkester, der ofte er på turnéer verden rundt

I 2000 går turen til Japan, og i 2001 til Rumænien, Polen, Rusland og Spanien.
Verdi-året 2001 afsluttedes den 7. december 2001 med Otello sunget af Placido Domingo.

Scala lukker efter Verdi-året for at give plads til restaurering >>, og ikke minst til konstruktion af nyt scenetårn, nye øvelokaler, kontorer og administration.

Fra den 19.1.2002 til det nyrestaurerede Scala i 2004 igen åbnede dørene til sæsonstart 7. december, spillede Scala på det helt nye Arcimboldi teater >> på Pirelli-fabrikkens gamle arealer i Milanos nordlige bydel.

En aften i det nyrenoverede Scala - 14. april 2005 >>

-syl