Bagolino

Artikel fra juni 2001

Antonio Stagnoli blev født i landsbyen Bagolino i Sabbia Dalen nord for byen Brescia i Norditalien.

Han er født i 1922, og er døvstum.

Hans kunst har et helt specielt udtryk, måske netop på grund af hans handicap.



Han har studeret ved Brera-akademiet i Milano, og lader sig inspirere af de nære ting ved livet i bjerglandsbyen Bagolino.

I de seneste år laver han det han selv kalder "Nature vive" i modsætning til "Nature morte".

Han har altid brugt hyrderne, bønderne og de karakteristiske masker fra byens karneval i sin billeder, men også naturen omkring Bagolino.

I dag maler og tegner han ofte frugter og grøntsager, hjørner af haver og værelser med de karakteristiske produkter.
Han bruger blæk og pasteller som de gamle mestre.

Antonio Stagnoli fortæller om sig selv:
"Tragedien ramte min familie, da min far døde som 48-årig, da han faldt ned fra en højspændingstårn, mens han arbejdede på transformaterstationen i Grovier. Min mor fødte sin sidste datter en måned efter hans død, og seks år senere døde hun selv.

Jeg selv fik som to et halvt årig et solstik, der medførste at jeg blev fuldstændig døvstum.

Som otte-årig blev jeg sendt på en institution for døvstumme - Pavoni - i Brescia.
Efter mors død kom jeg ikke mere hjem, heller ikke til festerne til jul og påske.

En herre kom og hentede mig den 25. december, men om jul og påske husker jeg kun mig selv helt alene i spisesalen.

På instituttet begyndte jeg at tegne.
En gang om ugen havde vi tegnetime.

Jeg var aldrig tilfreds med mine tegninger, og blev hele tiden ved med at rette i dem.
På Santa Lucias dag fik de andre børn legetøj, mens jeg fik farver.

Direktøren for instituttet anbefaler Stagnoli til en plads på en skole for "talende døve" i Milano, hvor den unge Antonio kun kan studere, hvis han selv finder et logi.

Han sov blandt andet hos de rejsende murersvende, og spiste ofte i "tiggernes" kantine i Milano".

Siden bliver Stagnoli optaget som elev på kunstakademiet Brera i Milano, og han ernærer sig ved at udføre forskellige småjobs.

Det lykkedes ham at gennemføre akademitet, og han vender tilbage til instituttet i Brescia.
Stagnoli bor på instituttet indtil han er 45 år gammel:

"Det var ikke den bedste situation til at udvikle sig menneskeligt eller kulturelt.

Men i den tid kunne jeg utrykke mig via mine malerier, og jeg lavede mine første udstillinger. Kendte personer begyndte at interessere sig for min kunst, og hjalp med til at jeg brød den barriere af stilhed ned, som havde omgivet mig i mange år."