Jagten på
den danske
julefrokost i Italien
Gitas italienske mand Vito og de 2 sønner
kræver dansk julemad - det giver udfordringer i butikkerne
i Malcesine ved Gardasøen
Efter snart 27 år i Norditalien begynder det at blive vanskeligt
at huske, hvad der er specielt ved den italienske Jul.
Som dansker hænger man godt fast i de danske traditioner, men
med en indfødt ægtemand og dermed ditto svigerfamilie, kan det
godt knibe med at være helt konsekvent.
Visse ting har dog fået lov at snige sig ind i familiens jule-abc.
Da vi ikke bor i nærheden af et Ikea eller en af de store, velassorterede
storbyer, skal Mamma her selv igang med at forberede den danske
julefrokost en gang i november.
Sild fås ikke hele!
Hensat til 1900-tallet, udstyret med "kogebog for unge husmødre",
arvet af mor Lis fra hendes tid som kokkepige på de lollandske
godser, indkøbes nu (efter megen polemik og forudbestillinger)
en passende dosis ferske sildefileter.
Hele sild er umulige at skaffe.
Ned i salttønden med dem, så er spegesilden godt på vej til modning.
Svinelever!!!
Samme problem hos den lokale slagter - hvad i alverden skal
jeg med svinelever, det spiser man da ikke!
Hver vinter samme foredrag fra Signor Basilio, som er ved at kaste
op ved tanken.
Hjem med kalorius og spæk, salte ansjoser og et stykke røget bacon.
Blodbad i køkkenet
Igen frem med arvestykket, nu mor Lis' virkelig gamle kødhakker,
der skal spændes på køkkenbordet og drejes med håndkraft af tilkaldt
søn.
Køkkenet ligner et blodbad, fingrene lugter af lever i flere
dage, hunden savler, men hele huset dufter af nybagt, grovhakket,
superlækker juleleverpostej.
Ned i frysebakker, så er den reddet.
Hurra for fryserens opfinder.
Klejner kun til Jul
Klejner skal også laves, mine italienske kollegaer begynder allerede
at snakke om dem i september.
Hvorfor kan jeg ikke lave klejner til karneval, spørger de.
Tsk-tsk. De tror, det er det samme som deres karnevals-fritelle
>>.
Kardemomme på apotek
Kardemomme er heller ikke noget, man sådan lige køber.
Det skal man hente hos den lokale kardemomme-pusher; apotekeren.
Hvert år samme spørgsmål: ma per cosa? Hvad skal du med det?
...og så starter kagevalsen!
Nu starter kagevalsen.
Pandoro (Veronas julekage par
excellence) og Panettone (Milanos) >> begynder at
rotere i de små hjem.
Kagerne fås nu også i Danmark, ved jeg, men da jeg smagte dem
første gang i 1985, var jeg lige ved at kløjs i dem.
Tørre, uden smag, Panettonen fyldt med rosiner og sukater og
andre uhyrligheder, det hele garneret med et tykt lag flormelis,
puha.
Med tiden har jeg dog lært at sætte pris på især Pandoro'en,
som er fin efter Jul, i skiver lagt sammen med creme eller som
tiramisu.
Efter Jul, ja.
For alle har en større eller mindre pukkel af ovennævnte kager,
når Julen er overstået.
For man tager lige en med, når man skal på førjulevisit hos tante,
søster, veninde, kollega, nabo osv, osv, med det resultat, at
alle ligger inde med op til en halv snes forskellige versioner
af kagerne.
Det er derfor oplagt at genbruge gaven, næste gang man skal på
visit, deraf den vilde kage-karusseltur.
I skrivende stund står der et tårn af 6 pandoro'er i et hjørne
af stuen.
Min mor kalder dem hundekager, for de er altid endt som godbid
til vores hedengangne Mastino'er og Rottweilere, der elskede dem.
Nu er det mest hønsene, der nyder godt af dem.
Ok, de er fine at dyppe i caffelatte'n om morgenen, men jeg
bliver hurtig lidt træt af dem. Lidt som at spise brunkager i
januar...
Juleaften får vi dansk mad, ellers ville jeg blive lynchet af
mine tre italienere her i huset. And, rødkål, brunkartofler;
- risalamande og kirsebærsovs, jaja, det danske køkken kan alligevel
godt stille med nogle perler, selv her i pastaland.
De italienske venner, der har holdt Juleaften hos os, taler stadig
om "karamel-kartoflerne" med fløjlsbløde stemmer.
Sildefileterne er et par dage før blevet hevet op af spanden,
ned i vand og så over i eddike-sukker-lagen. Perfekte, hjemmelavede
marinerede sild til julefrokosten den 25.
Med karrysalat på rugbrød, Lidl's bedste melblanding - som
faktisk er super.
Hjemmegravad laks med Ikea-rævesovs, den lune leverpostej med
bacon og svampe, ja simpelthen hele svineriet.
Ikke uden stress, men der er en vis tilfredsstillelse i det,
når man ser de tomme fade!
-/-
|
2. juledag - Santo Stefano hedder dagen i Italien
- er der italiensk julefrokost hos Vito dejlige tante
Tante kokkererer og Vito tager for sig.
Så kommer vi til 2. juledag, som står i den italienske julefrokosts
tegn.
For vores vedkommende hos tanten, der samler alle nevøer og
niecer om det lange bord.
Storebror Mario for bordenden
Antipasti stående ved buffetten, prosecco, en hel parmesanform,
masser af pølser og pålæg og syltede lækkerier, - bare sådan
for at lægge bunden.
Til bords, nu er der tortellini in brodo, pastapakker i en fin
oksekødssuppe.
Så lasagne,
og SÅ kommer maden endelig:
i år stod den på gedekid.
Indmaden var stegt ind og serveret med dampet, frisk spinat,
med fløde og hvidløg.
Selve gedekiddet var skåret ud og ovnstegt og blev serveret
med polenta, stegte kartofler og tonsvis af blandet salat.
Forklædet kommer ikke af, selv om Tante også tager
sig tid til at spise
Med salige miner gik familien nu over til ostefadene, der bugnede
af lokale lækkerier, i selskab med den berømte mostarda fra
Mantova, syltede frugter i chili og sennepspulver, superstærkt
og ikke for begyndere.
Tante serverer - her de sennepssyltede frugter - Mostarda
Tørret og frisk frugt, fire forskellige kager, en masse små
mignon-vandbakkelser fyldt med creme, en udsøgt flaske Recioto
di Negrar, så espresso med ammazzacaffe', en likør eller
bitter til at presse sidste ret godt ned i maven.
Ahhhh...
Der tales mere end der drikkes til en italiensk julefrokost
Jeg talte selv efter.
Vi var 12 voksne, og der blev drukket tre flasker vin til hele
molevitten.
På fire timer.
Vand i stride strømme, men meget lidt alkohol.
Det var Teroldego og Ripasso, så her kom kvaliteten før kvantiteten.
Der blev sunget, råbt, grinet og snakket til overflod, alle
var glade og mætte og havde haft en skøn dag i familiens selskab.
En god tradition, den fætter-kusine-frokost hver 26. december!
Vitos fætter taler meget - også med hænderne
Man kunne nu fortsætte ud ad samme landevej og fortælle om Nytårs-middagen
på restauranterne >>, eller Befana-middagen
den 6. januar >>...
Befana'en, heksen med kosten, der fejer alle helligdage ud af
døren.
Men lad os stoppe her.
For ikke at få mavekneb.
Det kræver nemlig mange års træning at kunne sidde med ved
det italienske frokostbord uden at tabe ansigt.
Jeg holder den danske fane højt og ofrer mig for det danske
folks omdømme her i Italien.
Gita skriver, hun holder fanen højt
- men hun ser nu lidt proppet ud :-)
Buon appetito
&
Buon Anno 2012
-syl
op
/\
|
|
