10. februar 2015

Bookmark and Share
.
Dario Fo
- det verbale symfoniorkester


…ordene strømmer mig i møde i samme øjeblik, jeg træder ind i Feltrinelli boghandlen på Piazza Piemonte i Milano.

- Hvad sker der lige her? tænker jeg og kontrollerer automatisk uret, der viser 18.28, og ellers altid er to minutter foran.

- Nej, jeg er ikke for sent på den.
- Jeg er aldrig for sent på den. Jeg er stadig så dansk efter 25 år i Italien, at jeg altid, altså ALTID, er den første, der ankommer til et pressemøde eller en præsentation.

Jeg èr for sent på den.



Det er ikke en båndoptagelse, der fylder boghandlen.
Det èr Dario Fo, der foran et stort publikum sidder med ordene strømmende ud af munden på scenen i den store boghandel.

Man kan næsten se ordene flyve kaotisk rundt om Fo og ordstyreren, der er på overarbejde, og dybest set bare giver op.

...ordene flyver omkring det karakteristiske og stadig ungdommelige gummiansigt som en slags verbal glorie, og man kan som altid mærke, at de står i kø, ordene står i lange snirklede køer.

Ikke bare i hovedet, men i hele kroppen...

...ordene vil ud, og mellem ordene møver historierne sig frem, og så kommer ideerne, der endnu ikke er blevet til ord og historier.

De vil alle ud, de VIL ud og helst LIGE NU, ud af det snart 89-årige hovede og den lige så gamle krop.

Og når de flyder ud, ordene, så ser man drengen sidde derinde bagved, og han nyder det.
Hold da helt kæft, hvor han nyder det.

ORDBALSAM

- Ved I hvad?
På et tidspunkt under mødet sniger en lille eftertænksom pause sig ind, og ansigtet falder i gammelmandsfolder.

- Jeg skal fortælle Jer en hemmelighed!
- Jeg holder aldrig pause. Der er hele tiden nye historier, nye ord, nye ideer, nye personligheder at studere og fortælle om.
- Min læge siger det er usundt, og at man kan dø af det, siger Fo, og ansigtet falder igen lidt sammen.
Det er tydeligt, at den risiko ikke huer ham.
Han har da overhovedet ikke tid til den slags.

- Lægen sendte mig til Sicilien for at slappe af. Jeg var endnu mere syg, da jeg kom hjem, siger han, inden ordene igen begynder at flyde i en en lind strøm.

- Jeg har brug for at bruge hjernen hele tiden, siger han og holder en kunstpause:

- Gad vide, om der er nogle politikere, der har det sådan? kommer det så tørt, og han tager nådigt mod klapsalverne fra det overmåde venligt stemte publikum. Han efterlyser endda et lidt mere overdådigt bifald, og får det.

De ord, de historier, de ideer, der vil ud.
De utallige uendelige historier, der står der og møver, og nu er det altså min tur, flyt dig så, jeg har stået her længere end dig, jeg vil ud, ud vil vi, ud ud ud...

Derfor er der ikke altid hovede, krop eller hale i det, der kommer ud.

Hvis Fo havde fire eller fem munde ordene, ideerne og historierne kunne komme ud af, ville han være et verbalt symfoniorkester...

MANDEN ER JO ET GENI
ET GENI, FOR POKKER!

Men det er yderst behageligt at lytte til Fo.
Det er nærmest saliggørende, tænker jeg, og glemmer min rationelle mening.

Nemlig at Fo - og ikke mindst hans afdøde hustru Franca Rame - i virkeligheden aldrig er kommet videre end kystbanesocialisternes grundlæggende arrogante, primitive og privilgerede verdensopfattelse fra dengang midt i 1970´erne.

Og så går det op for mig, at det er LIGE DÈR, GENIET LIGGER.
Altså, at 35 minutter med Fo gør glad og let til mode.
At der er så utroligt meget at tænke over i verden, og mindst lige så meget at grine af, hvis man altså tør vende virkeligheden på hovedet, så den også bliver sand.


Jeg overgiver mig.
Fos ord er leg, og legen bliver til balsam for både sjæl, hjerne og krop, når man bare slår sin egen hjerne en lille smule fra.

Jeg læner mig op af bogreolerne, og det virker.
Jeg glemmer min hælspore.
Lænden gør ikke længere ondt, og kaptajn Schettino, der skal dømmes for Concordias forlis dagen efter lader omsider mine tanker i fred.

Inden jeg flyder helt afsted i ordflommens paradis sætter jeg båndoptageren i gang.
Jeg når at tænke, at når jeg ikke selv kan slå min hjerne fra, så kan jeg nu fremover sætte båndoptageren i gang, og lade mig smøre ind i Fos ordbalsam i stedet for de tre 24-timers tv-nyhedskanaler, der ellers altid kører inden i og i baggrunden...

Denne aften fortæller Dario Fo om Danmarks skøre konge.

Fo i ucharmerende spotlight med den næsten ordløse ordstyrer

Den Christian den 7. om hvem danskerne flest, og også deres udsendte, ved et hurtigt dyk i hukommelsens slidte kongerække - og Wikipedia! - husker for hans sindsygdom, for hans dronning, der gik i seng med livlægen Struense, der nok lavede noget, der lignede demokratiske reformer, men endte så grueligt grumt med at få hånden og hovedet hugget af inden resten af kroppen blev skåret op og lagt på "hjul og stegle".

"Der er en skør konge i Danmark"
hedder den nyeste bog fra Dario Fo.


Hvilket nummer i rækken af bøger er der vist ingen, der helt husker.
I 2014 kom der to endnu bøger - "Ciulla, il grande malfattore" (Ciulla, den store synder) og "La figlia del Papa" (Pavens datter) - og Fo nåede også forestillingen "Sant´Ambrogio e l´invenzione di Milano" (Sankt Ambrosius og opfindelsen af Milano).

TILTRUKKET AF DET UMULIGE
Christian den 7. af Danmark er Fos nyeste helt.
Fordi han var skør.
Fordi han var skingrende hamrende kugleskør, og den slags har verden i følge Fo så inderligt brug for.

- Jeg har brug for at vende tingene på hovedet for at de bliver sande, siger Fo, og man tror ham simpelthen.
Jeg får dog også en fornemmelse at, at Fo er i gang med sit testamente.
Han VIL nå at fortælle os, hvorfor han er landet lige lige nøjagtig på denne planet for at fornøje, forblænde og oplyse os.

Han har en mission, der overhovedet ikke er afsluttet, og tiden er måske så kort.
Tiden er altid for lille, tiden er simpelthen for indskrænket til alle ordene.


HYLDEST TIL KÆRLIGHEDEN
TIL FOLKET
OG TIL DEMOKRATIET

Christian den 7. bliver i bogen om den skøre konge vendt på hovedet, for hér er han helten, og ydermere i lange øjeblikke af bogen endog en romantisk helt.

Beskrivelserne af kongens møde og hans første tid med den dronning, han hele tiden svigter og som siden svigter ham, er nærmest Barbara Cartland værd.

Og det gør slet ikke noget.

For det er skønt, ja, det er simpelthen livsbekræftende og velgørende, at en mand på 88 stadig TROR på kærligheden...
- Jeg har altid været tiltrukket af det umulige, får han også sagt.

Blandt det umulige er også demokratiet.
Det ægte demokrati.
Folkets demokrati.
Gøglernes demokrati måske også.
Fo er stadig fascineret af 5 Stjerne Bevægelsen, af Beppe Grillo og af et anderledes demokratisk eksperiment, som han kalder det. Og det slår mig pludseligt, at uanset hvad man mener om Fo, så er det en kæmpestor uretfærdighed, at han af alle ikke er blevet udnævnt som livstidssenator, selv om jeg naturligvis mener, at netop denne institution med ikke-valgte livstidssenatorer er noget af det mest udemokratiske...

Hov, der tabte jeg tråden.
Sådan er det med Fo.
Fo smitter sgu.


Tilbage på sporet:
Fo har været så "heldig" under sin research af den skøre danske konge at finde både kongens, dronningens og de andre hovedpersoners hemmelige og ind imellem kodede dagbøger.

Dagbøgerne fortæller historien om det lille fantastiske land mod nord, hvor skolegang blev indført og dødsstraffen afskaffet - "og med dødsstraf kan der simpelthen ikke være civilisation" - allerede i 1700-tallet af den oplyste Struense, der i følge Fo blot udførte den skøre konges inderste ønsker for sit folk imod adelen, forretningsmændene og gejsteligheden.
Imod de onde, de evige skurke, magthaverne, som vi ikke kan lide, altså medmindre de er kugleskøre...

Hmmm...
...en ikke særligt demokratisk historie.
Nå, pyt med det...

At det i virkelighedens Danmark gik så galt, at reformerne blev afskaffet, at Struense selv blev dødsdømt og den yndige dronning landsforvist, og kongen sygnede hen i sin skizofreni, er historiske detaljer, som Fo da ved Gud, eller hvem det nu er, ikke skal bekymre sig om. Naturligvis ikke. Jeg mener det, naturligvis ikke...

Fo er gøgler, han er samfundsrevser, maler, tegner, skuespiller, satiriker og romanforfatter af Guds - eller hvem det nu er? - nåde - og det er helt i orden.
...han har aldrig kaldt sig for dokumentarist, vel?

Og hvem er jeg at sætte spørgsmålstegn ved det overhovedet...
Det får jeg så også at vide senere, sammen med ris over min mangel på punktlighed...

DET ER DANSK
DET ER GODT
DET ER LYKKELIGT
DET ER DEMOKRATISK


Fo er også med på modebølgen.
Den DANMARKS-BØLGE, der i de senste to-tre år er skyllet intensivt hen over Italien.

Alt, hvad der er dansk er godt.
Og lykkeligt, for de siger det jo selv, altså, at de er verdens lykkeligste.
Og ikke mindst demokratisk, for demokratisk er jo en af mange filtrede ledetråde i Fos verdensbillede.

Danmarks-bølgen ruller fra TV-serier som "Broen" og "Borgen" til totalt ukritiske såkaldte dokumentar tv-udsendelser om danske børn og ikke mindst børnepenge, skoletandlæger, vedvarende energi og cykelstier - alt sammen i min optik i kølvandet på en Beppe Grillo blog fra 2012, der ganske sigende hedder "Drømmen om Danmark" (LINK >>).

Ligemeget:
DANMARK ER DRØMMELANDET for lige netop den type italienere, der altid har elsket Fo.
Vi kaldte dem for kystbanesocialisterne.
I Milano hed og hedder de radical chic, og i modsætning til de danske af slagsen er de italienske også altid parate til lidt nationalt selvplageri, hvor de forsværger alt hvad der er italiensk og deres egen skønne italienske folkesjæl.

Fo når såmænd også lige at piske sig selv og den italienske folkesjæl dér i boghandlen på Piazza Piemonte.


Han fortæller, at han holdt en forelæsning om en italiensk teatermand i Belgien, og "italienerne var dem, der vidste mindst om ham", og tilhørerne griner pligsskyldigt og nikker anerkendende.

Fos kærlighed til Danmark er faktisk ikke et modefænomen, det skal han have.
Husker ham så langt tilbage og ude på heden som på Herning Gymnasium til en opsætning af Mistero Buffo for årtier siden.
Siden da har han og Rame jævnligt gæstet og forlystet danske scener.

Husker også, at jeg dengang i forrige årtusinde ikke forstod en hylende fis af, hvad der foregik på scenen, men at det var hylemorsomt og jeg gik derfra på lettere fjed med hovedet fyldt med ord, historier, ideer...

TRE SPØRGSMÅL
JEG ER TRÆT
JEG VIL HJEM

Efter en nærmest uafbrudt monolog på 35 minutter er det tid til spørgsmål fra boghandlens publikum, men dog ikke inden frække Fo flere gange har mindet publikum om, at vi er her fordi vi skal købe bogen.
- Kassen er lige dernede ved udgangen.

Den første spørger er nærmest rørt, og gentager flere gange sit ikke-spørgsmål:
- Tak, fordi du eksisterer.
- Tak fordi du eksisterer.


Fo læner sig frem, holder en hånd bag det ene øre, og spørger den næsten ordløse ordstyrer om, hvad damen siger.

- Ahhh, smiler han og læner hovedet tilbage, og ligner lige pludselig...
...ja hvad er det nu?
Jamen, det er da en rigtig italiensk "Dario", der lige har fået, og det må man jo sige han også havde, en kompliment af en interesseret kvinde.

Næste spørgsmål er fra en ung fyr, der vil vide, hvordan det føltes - i dag skal vi jo vide alt om følelser, ikke? - da Fo i 1997 fik Nobelprisen i litteratur.

Ahhh, det spørgsmål nyder Fo også.
- Da jeg kom til Stockholm foregik det i en kæmpesal. Lige så stor som boghandlen her. Der var bøger overalt, og da jeg kiggede nærmere var det allesammen mine bøger, på alle mulige sprog.

- Lige dér tænkte jeg: Hold da op, de tager mig alvorligt. Det tager mig sørme alvorligt.

Tredje og sidste spørgsmål er mit.

Saligheden forsvinder, ordbalsamen tørrer ud, og jeg ender med at føle mig tilbage i folkeskolens skammekrog.

Åh nej, jeg kommer til at fornærme ham, tænker jeg, men jeg bliver jo nødt til at forklare, at jeg ikke hørte de første minutter af monologen, fordi Fo åbenbart er blevet så dansk, at han begynder FØR TIDEN, og jeg åbenbart så NÆSTEN ITALIENSK, at jeg kun kommer to minutter før mødetiden, men jeg vil altså gerne vide, hvor Fo har mødt Christian den 7.?

Fo, der sidder i et uklædeligt spotlight, der gør ham bleg som et spøgelse - deraf billedkvaliteten - misser med øjne, der har set SÅ MEGET, ud i salen for at finde mig henne langs bogreolerne.

- Næh, først et spørgsmål til dig, der er dansk.
- Hvad ved du om Christian den 7.?


- At han var skør, at han var hanrej ("cornuto"), at Struense nok lavede reformer, der var epokegørende for tiden, men at han endte skidt, og reformerne blev afskaffet, selv om Danmark siden bevægede sig i Struenses retning i løbet af 1800-tallet, får jeg sagt, og takker endnu en gang for at Wikipedia eksisterer.

- Aja, aja, siger Fo ud til publikum.
- Der kan I se. Heller ikke i Danmark fortæller de historien rigtigt.


Det aner mig, at den ægte historie, som Fo henviser til, naturligvis netop findes i bogen, og ikke mindst i de fantastiske "hemmelige dagbøger skrevet egenhændigt af hovedpersonerne"

- Også i Danmark har de holdt den skøre konge skjult, og ja, du siger "cornuto".
- Men nej, Christian kendte sig selv, og Struense var hans bedste ven, og han delte ideerne og konen med ham, og i bogen beskriver Fo rigtigt nok trekantdramaet mellem Kongen, Dronningen og Struense som en villet og nærmest altruisktisk konstruktion.

...men det kan du selv læse mere om, for jeg er sikker på at bogen kommer på dansk.

Da ordene stopper, efter at have været omkring Belgien og lidt pisk til de ignorante italienere som helhed som ovenfor beskrevet, kommer Fo i tanke om mit oprindelige spørgsmål.

- Åh ja, du hørte ikke begyndelsen, fordi du kom ganske lidt for sent, begynder han, og jeg mærker pisken svirpe over min krop, hælsporen vågner og lænden knager.

Det var sønnen Jacopo - læs mere om hans fantastiske ustyrlige agriturismo og kosmiske kursussted Alcatraz i Umbria her >> også en fantastisk historie! - der først mødte den skøre danske konge og introducerede Fo senior for ham.

De to var langt langt henne i den kreative proces - undskyld researchen! - med de hemmelige dagbøger - da de opdagede filmen "En kongelig affære".
Og det var jo også bare så meget lige meget.
For det var jo oplagt en historie, der bare SKULLE og i virkeligheden bare VENTEDE på, at Dario og Jacopo kom forbi og samlede den op...

Så er det tid til autografer, og jeg når lige at snige mig op på scenen for at bede om et bedre foto.

- Nej, sæt dig ned, og fortæl lidt mere om Danmark, siger Fo, og det gør vi så, mens ordstyreren omsider kommer på arbejde med min mobil...


Bagefter slanger autografkøen sig frem.

Jeg snupper også en bog og stiller mig allersidst i køen.

Fo er træt, men grifler løs.
Sådan er det også, og dybest set er han jo for meget cirkushest til ikke at kunne lide det trods trætheden.

Jeg har en skøn fornemmelse i hovede og krop, og løber ligefrem efter sporvognen for at komme ind og sidde ned og straks begynde min rejse med Fos udgave af den skøre danske konge.

Glemmer næsten at komme af, og undskyld, nu skal jeg gå.
Jeg mangler stadig 74 sider af bogen, og vil gerne nå dem inden virkeligheden og dommen over kaptajnen fra Concordia overfalder mig...

Der er så mange historier, der vil ud....


syl

Biografi af
Dario Fo<<



op /\


Copyright © 2000 - 2015. Tutti i diritti riservati. Charlotte Sylvestersen - Milano >>