Pressemeddelelse fra DR 2005:

Sønnens værelse
- et drama om at elske livet

Psykiateren Giovanni får brug for al sin viden om psykisk krise, da hans søn omkommer.

Nanni Morettis Cannes-vinder
Nanni Moretti hører til de få moderne filmskabere, der evner at videreføre italiensk films stolte kunstneriske traditioner fra Antonioni og Bertolucci m.fl.

Hans stil er dog snarere som Woody Allen, både i sine mange komedier og når han er i sit Bergman’ske hjørne.

Så er det tæt og personligt, hvor det næsten private bliver alment og smertefuldt.
Som i ”Kære dagbog” fra 1994, hvor Moretti spiller hovedrollen som sig selv – der bliver diagnostiseret med kræft, hvad han faktisk blev.

Lykken
Moretti ikke kun instruerer, men skriver også manuskript, producerer og spiller hovedrollen i alle sine spillefilm, bortset fra sit nyeste projekt, som handler om Silvio Berlusconi.

Hvor Moretti står i forhold til Italiens premierminister turde fremgå af filmens titel, ”Il Caimano” (Alligatoren), samt af Morettis fortid som politiker på venstrefløjen.

Hans film har vundet den italienske filmpris ikke mindre end syv gange samt festivalpriser i bl.a. Berlin, Venedig og Cannes, hvor han blev bedste instruktør med ”Kære dagbog”, var nomineret både i 1978 og 1998 og vandt de Gyldne Palmer for ”Sønnens værelse”.



Moretti spiller psykiateren Giovanni, som har gjort det godt og høster frugterne i et lykkeligt familieliv med hustruen Paola og teenagebørnene Andrea og Irene.

Ungerne er en smule vanartede, men ikke for meget.
Forældrene klarer problemerne, og familien holder sammen.
Til daglig forsøger Giovanni at løse andre menneskers psykiske problemer, som ofte kører i samme rille og ofte tangerer det trivielle.

Katastrofen
Da en patient i krise ringer, aflyser Giovanni en planlagt udflugt med Andrea.

Det kommer han til at fortryde resten af livet.

For mens han har prioriteret sit arbejde, er sønnen i stedet taget ud at dykke, og han omkommer ved en drukneulykke.

Familiens liv styrter i grus, sammenholdet går i stykker, og hver især søger ind i sig selv.

I skarpt sansede detaljer opleves den altudslettende sorg, den afmægtige vrede og det hjælpeløse forsøg på at samle stumperne og komme videre.

Lige så lidt som sine patienter evner Giovanni at hive sig selv op ved håret.

Han og familien behøver hjælp udefra.

Den får de fra den unge pige Arianna, som havde mødt Andrea og nu vil opsøge ham.

For sent for ham, men ikke for hans familie.

Arianna bliver katalysatoren, som igen gør det muligt at elske livet.