Artikel fra 2004

Livet er smukt - La vita e Bella!

Da nazisterne slår ned på de italienske jøder, forsøger Guido at redde sin søn ved at lade som om det hele er en leg.

Kan man lave en komedie om nazisternes udryddelseslejre?

Den populære italienske komiker Roberto Benigni har gjort det og lykkedes tydeligvis i at gøre det umulige.

Filmen fik Juryens pris i Cannes, Oscar i Hollywood og et utal af andre priser.
Er det fordi, der er gået så lang tid siden Holocaust, at tiden læger alle sår, og vi ikke kan blive ved med at mindes de onde år?

Næppe.

Selv om filmen nok ville have været sværere for 50 år siden, så er Benignis ærinde ikke at skildre kz-lejrene som en udflugt i det grønne.

Tværtimod.

Hvad der gør filmen så bevægende er netop, at det lykkes en familiefar at overbevise sin lille søn om, at de midt i Auschwitz er på udflugt i det grønne - mens vi og filmens voksne personer jo kender sandheden.

Kærlighed og kildevand

Men vi begynder et helt andet sted, i Italien i 1938.

Spradebassen Guido ankommer sammen sin ven, poeten Ferruccio, til den lille by Arezzo i Toscana.

På vejen stopper de ved en gård, hvor en dejlig kvinde nærmest falder ned fra himlen og lige i favnen på Guido.

Hun er lærer, hedder Dora og bliver Guidos store kærlighed, som han i den følgende tid prøver at erobre fra den fascistiske partifunktionær, hun er forlovet med.

Indtil 1938 havde diktatoren Mussolini lagt afstand til Hitlers race-politik og proklameret, at italienerne ikke behøvede sådant nonsens for at hævde sig.
Men da han allierede sig med nazi-Tyskland, måtte han æde sine ord.

Og den organisation af "Racistiske Videnskabsfolk", som Benigni udleverer i en kostelig scene, eksisterede virkelig.
Ligeledes var de absurde skilte med "Ingen adgang for hunde og jøder" helt almindelige.

Livet er en leg

Kun hårdkogte fascister fulgte den nye partiparole, mens almindelige mennesker opretholdt forbindelsen til jødiske venner og naboer.

Guido, der er jøde, slår det hele hen i spøg og fortsætter livet som tjener, bliver gift med den ikke-jødiske Dora, og de får sønnen Giosue.

Men i 1943 går det galt.

Italien forsøger at skifte side og bliver besat af tyskerne, som straks indleder jødeforfølgelser.

Af 45.000 italienske jøder bliver 8.000 fanget og sendt til lejrene.

Guido og Giosue er mellem dem.
Og Dora kræver at komme med.

I Auschwitz skjuler Guido sin søn, mens han overbeviser ham om, at det hele er en leg, hvor det gælder om at gøre snart det ene, snart det andet for at vinde den store konkurrence, dvs. for at fangevogterne ikke opdager ham. Giosue har sine tvivl og vil egentlig hellere hjem til mor.

Men han går ind på legen - til den bitre ende...

(Pressemeddelelse fra DR i forbindelse med at filmen blev vist på DR i 2004)