Om "Min bror er enebarn"

Pressemeddelelse fra Camera Film >>

En film af Daniele Luchetti.

Det store spejles i det små, og det private i det politiske i denne svært charmerende filmatisering af Antonio Pennacchs roman 'Il Fasciocomunista', der tegner et sigende portræt af livet i Italien op gennem 1960'erne og 1970'erne.

Filmen kunne også have heddet 'Min bror er fascist', for det er netop problemet for Manrico, hvis lillebror Accio må hævde sig på den politiske arena - nu han hverken kan matche sin storebrors smukke ydre eller hans held med kvinderne.



Accios politiske vendetta er ikke så fast forankret i en konkret vision, og det spiller vist ikke den store rolle, om det er Marx eller Mussolini, der spændes for den vrangvillige vogn.

Instruktør Daniele Luchetti spiller elegant og effektivt brødrenes personlige følelser op mod den politiske agenda på en måde, så det ene aldrig overskygger det andet. Samtidsskildringen er legesyg som hos Fellini, og ikke uden politisk brod - som vi kender den fra film som Bernardo Bertoluccis '1900' >>, der også trykkede på den ømme ligtorn i den italienske støvle:

Den stiltiende accept af landets fascistiske fortid.
Hvordan påvirker det et menneske at vokse op i fascistisk betonbyggeri?

I familien Benacci kender de flere forskellige svar på det spørgsmål. Deres to sønner er nemlig så forskellige som tænkes kan, og den mentale afstand mellem dem gør dem på en måde begge til enebørn.

Den ældste bror Manrico (Riccardo Scamarcio) er erklæret kommunist, mens lillebror Accio (Elio Germano) sværger til fascismen og hylder Mussolini i en tid, hvor de politiske spændinger slår gnister. Kontrasterne mellem de to brødre spejler kontrasterne i det turbulente italienske samfund i 60'erne og 70'erne - en tid præget af en politisk turbulens, som hos Luchetti udspilles både i det ydre samfundsportræt og i den personlige skildring af det omskiftelige forhold mellem Accio og Manrico.

Daniele Luchettis film, der er baseret på Antonio Pennachis roman Il Fasciocomunista er en charmerende fortælling om to brødre, der er følelsesmæssigt forbundne men skilles af deres politiske overbevisning i efterkrigstidens stærkt splittede Italien, der - som hovedpersonen Accio - forsøger at finde sin (politiske) identitet.

Men Min bror er enebarn er ikke nogen politisk film.
Snarere er den et indfølende, menneskeligt portræt af to brødre, der slås, elsker og kæmper og i sidste ende indser, at de slet ikke er så forskellige, som de troede.

Filmen tager sin begyndelse i 1962, hvor den unge Accio - filmens fortæller - indser, at præsteseminariet alligevel ikke er noget for ham.

Han har for megen uro i kroppen og er for konfronterende til at søge indre ro.
I stedet tager han hjem og slutter sig til den lokale afdeling af fascistpartiet - til stor ærgrelse for sine forældre, der fandt det praktisk med en præst i familien, men især til foruroligelse for sin storebror Manrico, der er glødende kommunist.

Gnisterne fyger om ørerne i den lille arbejderklassefamilie bestående af far, mor og tre børn i det sociale boligbyggeri, hvor vægge og lofter - bogstaveligt talt - slår revner.

På bedste (neo)realistiske vis skaber Luchetti en klar linie fra familiens indre problemer til de ydre forhold, de lever under med få midler og begrænset plads i byen Latina.

Settingen er ikke helt tilfældig.
Latina er en by, der blev grundlagt i 1930'erne af Mussolini som led i et projekt, der gik ud på at dræne og urbanisere det Pontinske sumpområde syd for Rom.

Byen er med sin udpræget fascistiske arkitektur en aktiv medspiller i filmen, og man fornemmer, at opvæksten i netop de omgivelser sætter spor hos filmens personer.

Mens storebror Manrico som mange andre i 1960'erne tager afstand fra fascismen, lader Accio sig drage - ikke mindst på grund af markedssælgeren Mario (Luca Zingaretti), der også er den lokale leder af fascistbevægelsen.

Accio suger til sig, også fra Marios kone Bella, der påtager sig ansvaret for Accios seksuelle opdragelse.
Accios tilknytning til ungfascisterne er dog mest af alt et udtryk for oprørstrang mod forældrene, der konstant favoriserer den smukke Manrico.

Da fascisterne planlægger en aktion mod netop Manrico, som er begyndt at mobilisere de lokale fabriksarbejdere til at kræve bedre arbejdsforhold, bryder Accio med sine partifæller på den yderste højrefløj og genfinder loyaliteten over for sin bror.

Accio udlever sine drømme gennem Manrico, ikke mindst når det kommer til kærligheden.
Og efterhånden trækkes også han mod kommunismen via Manricos sødmefyldte kæreste Francesca (Diane Fleri), der elsker at debatere politik med Accio.

Da Manrico svigter Francesca på et kritisk tidspunkt, træder Accio i karakter som menneske og som bror.

Og indser efter mange års strid, at det politiske ståsted kun er et ydre udtryk, der ikke kan viske broderlig kærlighed væk.

Min bror er enebarn er drevet frem af en ungdommelig energi, og Luchetti lader filmens sprog mime den urolige tid, handlingen udspiller sig i.

Fortalt i en stil, der vækker klare minder til den italienske neorealisme, men med et moderne præg, der blandt andet viser sig i et levende, bevægeligt kamera og et stærkt soundtrack.

De mange slåskampe og skænderier brødrene imellem skildres med en legesyg lethed, der tilsammen med det let nostalgiske tidsbillede giver minder til Fellinis Amarcord >> og Truffauts Ung flugt, som Luchetti sender en indforstået hilsen til i filmens slutning.