Pressemeddelelse fra Danmarks Radio - 2005

Malèna - italiensk erotisk drama

Skønheden Malèna tiltrækker mændenes længselsfulde blikke og kvindernes had - og den 13-årige Renatos passion - i en italiensk lilleby under krigen.

Monica Bellucci er skønheden.
Guiseppe Tornatore er instruktøren.

Ligesom i gennembrudsfilmen "Mine aftener i Paradis" gælder det i det romantiske drama ”Malèna” den voksnes minder om barndoms- og ungdomsoplevelser, der har fæstnet sig for livet.

Det er nostalgisk og romantisk, svøbt i hukommelsens filter, som kun lader øjeblikkets intensitet stå flimrende i varmedisen.
Det er kun den skønne Malèna, der træder frem, alle andre fortrænges til periferien.

Våde drømme

Året er 1940.
Det fascistiske Italien erklærer Frankrig og England krig.

I en lille by på Sicilien optages Renato i pubertetsdrengenes kvindefanklub, hvor man får lettet trykket sammen med ligesindede i samme båd.

Klubben har p.t. kun ét idol, den smukke, kurverige og uopnåelige Malèna.

Hendes mand er i krig, og da han meldes omkommet, stiger håbet hos hver eneste mand i byen.

Drengenes klub er blot juniorafdelingen, alle mænd med øjne i hovedet stirrer efter Malèna, når hun bevæger sig, som kun hun kan bevæge sig.

Gennem de tre krigsår, indtil amerikanerne ankommer, drejer alt i den lille by sig om Malèna.

Mændenes længsler og sjoferter, kvindernes jalousi og sladder.

Måske er det sådan, fordi Malèna er det eneste ekstraordinære på de kanter.

Eller også er det bare Renato, som oplever det sådan, fordi alle hans tanker kredser om hende.

Hævnens time

Da amerikanerne kommer, melder hævnens time sig.



Ikke hævn over fascisterne, men de private opgør, som har ulmet.

Misundelsen havde gjort Malèna til en udstødt, der har overlevet som tysk feltmadras.

Det skal straffes, selv om det naturligvis slet ikke drejer sig om det.

Men efter øjeblikkets lynchrus melder hverdagen sig. Kan man se hinanden i øjnene?

Tornatore hører til de få aktuelle italienske filmskabere, som har markeret sig også uden for landets grænser og dermed tager arven op fra folk som Fellini >> og Bertolucci >>.

Han udtrykker sig uhæmmet i filmisk poesi, en del romantisk skønmaleri, men med en smerte af det fortabte, længslen, som aldrig blev realiseret, men som derfor står så meget mere intenst.

Ligesom "Mine aftener i Paradis" drejer "Stjernemageren" sig om filmens magi, mens "Legenden om pianisten på havet" finder magien i musikkens verden.

Monica Bellucci er ligeledes blevet international og viderefører linien fra Gina Lollobrigida, Sophia Loren og Claudia Cardinale.

Foruden "Matrix"-filmene ses hun bl.a. i de franske "Pagten", "Asterix og Obelix" (som Cleopatra) og den kontroversielle ”Irreversible” samt i Coppolas "Dracula"