|
Teater Februar 2011 |
 |
Citat: - vi har stadig ikke lært, at virkelig kulturel vækst kun kommer med fornøjelse, lidenskab og latter.  Dario Fo´s lærerinde Maria Bricchi Perelli fortalte som 91-årig om sin berømte elev: "Tegnsætning eksisterede ikke hos ham. Hans kreativitet var så stærk, at den var meget hurtige end stavereglerne." Kort biografi af Dario Fo Dario Fo blev født i 1926 i Sangiano i Varese-provinsen nord for Milano. "Alt afhænger af, hvor du bliver født, sagde en klog mand. Hvad angår mig, så har den kloge mand faktisk ramt plet," siger Dario Fo i sine erindringer. 
Dario og familien - med søsteren Bianca og broren Fulvio I sin tidlige barndom rejser han området omkring Varese tyndt med sin far, der arbejder ved jernbanen, og familien må på grund af faderens arbejde ofte må flytte fra en station til en anden. I sine erindringer kalder Fo barndommens landsby Porto, hvor familiens siden slår sig fast ned - på den "fattige" side af den smukke Maggiore-sø >> for et sted fyldt med fortællinger og fantasi. Og bedstefaderen - Nonno Bristìn - var hans første forbillede som "fortæller". Bristín solgte grøntsager fra sin kærre i Lomellina-diskritktet syd for Milano, og mens Dario i ferierne kørte rundt med ham, blev der fortalt historier. Fra 1940 pendler Fo mellem Luino og kunstakademiet Brera i Milano. I 1945 bliver Fo indskrevet på arkitekt-studiet på Politecnico i Milano, men han gør dog aldrig sine eksaminer færdige - han mangler syv, men da er han for længst gået teater-vejen. Han fortæller selv, at studierne af de romanske kirker fik ham til at tænke på, at de alle var bygget af fattige, u-uddannede folk, og at de måtte have nogle historier at fortælle også i vore dage. I denne periode begynder han også at male - og mellem 1945 og 1951 arbejder han også som scenograf. I sine erindringer skriver Fo også om de sidste to år af 2. Verdenskrig, hvor han en kort overgang var at se i fascistisk uniform. Han blev indkaldt af resterne af det fascistiske styre - Saló-republikken -, inden han siden - som så mange andre - sluttede sig til partisaner i modstandsbevægelsen. Fo siger selv, han accepterede at blive indkaldt, for at skjule resten af familiens aktiviteter i modstandsbevægelsen. I 1951 møder han Franca Rame, som han gifter sig med i 1954. Parrets søn Jacopo kan du læse mere om her >>. Rame-familien har været teater-folk siden 1600-tallet. I 1952 møder han Franco Parenti, som får ham ind på den statslige radio-kanal RAI, hvor han skriver til og deltager i programmet "Poer nano" - oversta betyder det "stakkels barn". I 1953 - sammen med Parenti og Giustino Durano skriver han Il dito nell'occhio" - Fingeren i øjet - som året efter følges op med "Sani da legare" - "Så sunde, at de skulle bindes". I 1955 er han medforfatter til og skuespiller i biografilmen "Lo svitato". I 1957 sætter han sammen med sin livsledsager Franca Rame teaterstykket "Ladri, manichini e donne nude" - "Tyve, mannequinér og nøgne kvinder" op og året efter stykket "Comica Finale" - Komisk slutning. Fra 1959 skaber han sammen med Franca Rame og andre et stabilt teaterkompagni. Blandt stykkerne er "Ærkeengle spiller ikke flipper" (1959), "Han havde to pistoler med hvide og sorte øjne" (1960), "Den som stjæler har held i kærlighed (1961), "Det 7. bud: Stjæl lidt mindre " (1964), "Det er altid Djævelens skyldt" (1965). I 1963 deltager Fo og Rame i det populære tv-program "Canzonissima", men deres politisk inspirerede sketches støder magthaverne, og de to bliver ramt af censur >>. Parret er derefter i et mere eller mindre selvvalgt tv-eksil de næste tyve år. 
Franca sminker DarioI 1966 udkommer en samling af populære italienske sange; "Ci ragiono e canto" . I 1968 grundlægges et teater-kollektiv, der rejser rundt på de alternative italienske teater-scener. Forestillinger: "Grande pantomima con bandiere e pupazzi piccoli e medi" (1968) - "Stor pantomime med flag og små og mellemstore dukker. "L'operaio conosce 300 parole, il padrone 1000, per questo lui è il padrone" (1969) - "Arbejderes kender 300 ord, ejeren 1000, derfor er han chef. "Legami pure, tanto io spacco tutto lo stesso" (1969) - "Bind mig blot, jeg smadrer alt alligevel. - og ikke mindst "Mistero buffo" (1969), en monolog funderet på sproget "Gramelot", der er skabt af moderne termer og ikke længere anvendte dialekter fra Po-sletten >> "Morte accidentale di un anarchico" er fra 1970 - En anarkists tilfældige død handler om bombeattentetet i Milano i december 1969 >>. "Pum pum, chi è? La Polizia" - "Bang bang, hvem er det? Politiet - er fra 1972, mens "Guerra di popolo in Cile" - Folkets krig i Chile - er fra 1973. Under den forestilling i Sassari på Sardinien bliver Fo arresteret. I 1974 spiller Fo på det besatte Palazzina Liberty i udkanten af Milanos centrum. Forestillinger: "Non si paga, non si paga" (1974) - Man betaler ikke, man betaler ikke. "Il Fanfani rapito" (1975) - Fanfani er bortført - Fanfani var en fremtrædende politikker fra De Kristlige Demokrater. "La marijuana della mamma è sempre la più bella" (1976) - Mors pot er den bedste. I samme periode turnerer Fo også i udlandet, og i 1979 bliver han inviteret til at dirigere forestillingen "L'histoire du soldat" (1979) - En soldats historie af Stravinskij på Scala Teatret i Milano. I 1997 modtager Dario Fo Nobel-prisen i litteratur. Han får ikke prisen for sine flere end 40 kommedier, men for at have opfundet det universielle sprog - Grammelott, Gramelot eller Grammelot - kald det selv, hvad du vil. Fo er den mest kendte italienske kultur-person udenfor Italien, fordi hans sprog er universielt, fordi han taler med kroppen, taler om det alle kender, og bringer os tilbage til det fælles rituelle sprog, som er essensen i teater. -syl |
Retur
til Berlusconis |
