Citat:
- vi har stadig ikke lært, at virkelig kulturel vækst kun kommer med fornøjelse,
lidenskab og latter.

Dario
Fo´s lærerinde Maria Bricchi Perelli fortalte som 91-årig om
sin berømte elev: "Tegnsætning eksisterede ikke hos ham.
Hans kreativitet var så stærk, at den var meget hurtige end
stavereglerne."
Kort biografi af Dario Fo Dario Fo blev
født i 1926 i Sangiano i Varese-provinsen nord for Milano.
"Alt
afhænger af, hvor du bliver født, sagde en klog mand. Hvad angår
mig, så har den kloge mand faktisk ramt plet," siger Dario Fo i
sine erindringer.
Dario og familien - med søsteren Bianca og broren Fulvio
I
sin tidlige barndom rejser han området omkring Varese tyndt med sin far,
der arbejder ved jernbanen, og familien må på grund af faderens arbejde
ofte må flytte fra en station til en anden. I sine erindringer kalder
Fo barndommens landsby Porto, hvor familiens siden slår sig fast ned - på
den "fattige" side af den smukke Maggiore-sø
>> for et sted fyldt med fortællinger og fantasi.
Og bedstefaderen
- Nonno Bristìn - var hans første forbillede som "fortæller".
Bristín solgte grøntsager fra sin kærre i Lomellina-diskritktet
syd for Milano, og mens Dario i ferierne kørte rundt med ham, blev der
fortalt historier.
Fra 1940 pendler Fo mellem Luino og kunstakademiet
Brera i Milano.
I 1945 bliver Fo indskrevet på arkitekt-studiet
på Politecnico i Milano, men han gør dog aldrig sine eksaminer
færdige - han mangler syv, men da er han for længst gået teater-vejen.
Han fortæller selv, at studierne af de romanske kirker fik ham til
at tænke på, at de alle var bygget af fattige, u-uddannede folk, og
at de måtte have nogle historier at fortælle også i vore dage.
I denne periode begynder han også at male - og mellem
1945 og 1951 arbejder han også som scenograf.
I sine erindringer
skriver Fo også om de sidste to år af 2. Verdenskrig, hvor han
en kort overgang var at se i fascistisk uniform. Han blev indkaldt af resterne
af det fascistiske styre - Saló-republikken -, inden han siden - som så
mange andre - sluttede sig til partisaner i modstandsbevægelsen.
Fo
siger selv, han accepterede at blive indkaldt, for at skjule resten af familiens
aktiviteter i modstandsbevægelsen.
I 1951 møder han Franca
Rame, som han gifter sig med i 1954. Parrets
søn Jacopo kan du læse mere om her >>. Rame-familien
har været teater-folk siden 1600-tallet.
I 1952 møder han
Franco Parenti, som får ham ind på den statslige radio-kanal RAI,
hvor han skriver til og deltager i programmet "Poer nano" - oversta
betyder det "stakkels barn".
I 1953 - sammen med Parenti og Giustino
Durano skriver han Il dito nell'occhio" - Fingeren i øjet - som året
efter følges op med "Sani da legare" - "Så sunde, at de skulle
bindes".
I 1955 er han medforfatter til og skuespiller i biografilmen
"Lo svitato".
I 1957 sætter han sammen med sin livsledsager Franca
Rame teaterstykket "Ladri, manichini e donne nude" - "Tyve, mannequinér
og nøgne kvinder" op og året efter stykket "Comica
Finale" - Komisk slutning.
Fra 1959 skaber han sammen med Franca
Rame og andre et stabilt teaterkompagni. Blandt stykkerne er "Ærkeengle
spiller ikke flipper" (1959), "Han havde to pistoler med hvide og sorte
øjne" (1960), "Den som stjæler har held i kærlighed
(1961), "Det 7. bud: Stjæl lidt mindre " (1964), "Det er altid
Djævelens skyldt" (1965).
I 1963 deltager Fo og Rame i det populære
tv-program "Canzonissima", men deres politisk inspirerede sketches støder
magthaverne, og de to bliver ramt af censur >>.
Parret er derefter i et mere eller mindre selvvalgt tv-eksil de næste
tyve år.
Franca sminker Dario
I 1966 udkommer en samling af populære italienske
sange; "Ci ragiono e canto" .
I 1968 grundlægges et teater-kollektiv,
der rejser rundt på de alternative italienske teater-scener. Forestillinger:
"Grande pantomima con bandiere e pupazzi piccoli e medi" (1968) - "Stor
pantomime med flag og små og mellemstore dukker. "L'operaio conosce
300 parole, il padrone 1000, per questo lui è il padrone" (1969) - "Arbejderes
kender 300 ord, ejeren 1000, derfor er han chef. "Legami pure, tanto io
spacco tutto lo stesso" (1969) - "Bind mig blot, jeg smadrer alt alligevel.
-
og ikke mindst "Mistero buffo" (1969), en monolog funderet på sproget
"Gramelot", der er skabt af moderne termer og ikke længere anvendte
dialekter fra Po-sletten >>
"Morte accidentale di un anarchico" er
fra 1970 - En anarkists tilfældige død handler om bombeattentetet
i Milano i december 1969 >>.
"Pum pum, chi è? La Polizia" - "Bang bang, hvem er det? Politiet - er fra
1972, mens "Guerra di popolo in Cile" - Folkets krig i Chile - er fra 1973.
Under den forestilling i Sassari på Sardinien bliver Fo arresteret.
I
1974 spiller Fo på det besatte Palazzina Liberty i udkanten af Milanos centrum. Forestillinger: "Non
si paga, non si paga" (1974) - Man betaler ikke, man betaler ikke.
"Il
Fanfani rapito" (1975) - Fanfani er bortført - Fanfani var en fremtrædende
politikker fra De Kristlige Demokrater. "La marijuana della mamma è sempre
la più bella" (1976) - Mors pot er den bedste.
I samme periode turnerer
Fo også i udlandet, og i 1979 bliver han inviteret til at dirigere forestillingen
"L'histoire du soldat" (1979) - En soldats historie af Stravinskij på Scala
Teatret i Milano.
I 1997 modtager Dario Fo Nobel-prisen i litteratur.
Han får ikke prisen for sine flere end 40 kommedier, men for
at have opfundet det universielle sprog - Grammelott, Gramelot eller Grammelot
- kald det selv, hvad du vil.
Fo er den mest kendte italienske kultur-person
udenfor Italien, fordi hans sprog er universielt, fordi han taler med kroppen,
taler om det alle kender, og bringer os tilbage til det fælles rituelle
sprog, som er essensen i teater. -syl
|
Retur
til Berlusconis usynlige frue <<
Retur til Teater << Retur
til Berlusconi <<
Artikler Fo´s maskeforestilling
- juni 2005 >>
Fo
som halv- og dobbelthjernet Berlusconi
- 2004 >>
Berlusconi-vits
af Fo >> På erotisk
madkursus hos Fo´s søn Jacopo i Umbrien >>
Links Dario
Fo >> 
Franca Rame >> 
Videoer
med Fo og Rame >> 
Se forestillinger
online >> 
Kalender
over parrets forestillinger >> 
Piccolo Teatro i Milano
>> 
Læs
Fo´s selvbiografi "Flagermusenes landsby - mine første år
(og lidt til)" udkom på dansk i 2004 Forlag: Samleren
E-boghandel
>>

1987:
Fo´s far "stjal" begravelse: Fo´s far Felice
dør i 1987, og skal begraves i byen Luino samme dag som en kendt skribent
- Piero Chiara. Bag Felice Fo´s kiste kommer det lokale orkester, og
af endnu uopklarede årsager tror de personer, der venter på den kendte
skribents kiste, der skal komme med toget fra Milano, at det er "deres"
begravelse, der vandrer afsted til sangen "Bella Ciao". Og så
følger de med - med det resultat, at pladsen er tom, da Piero Chiaras kiste
ankommer. Dagen efter skrive avisen
Corriere della Sera >>, at Fo-familien "stjal" Chiaras begravelse. -
Denne epsiode kan helt sikkert tilskrives min fars humoristiske sans,
fortæller Fo i sine erindringer.
|