Skandinavisk Forenings Kunstnerkollegium i Rom tilbyder i sine gæsteboliger nordiske kunstnere kortere og længere ophold.

...glimt fra 150 års skandinavisk kunst og kunstnere i Rom...


Den svenske kunstner W. Åkerman i Rom ca. 1891.
Tilhører Skandinavisk Forenings Kunstnerhus' samling.

Om Skandinavisk Forening før, nu og i fremtiden
(Pressemeddelese oktober 2010)

Nordisk kulturarv og Italiens samling.

I det tidlige 1800-tal skulle "alle" kunstnere fra Nordeuropa foretage en rejse til Rom. Goethe havde været der tidligere, den danske billedhugger Thorvaldsen >> var der, ligesom hans landsmand H.C. Andersen >>.

Den 2. juli 1860 blev de tre skandinaviske bogsamlinger i Rom lagt sammen med dannelsen af "Skandinavisk Forening for kunstnere og videnskabsdyrkere" og med finansiel støtte fra de skandinaviske regeringer.
Finske, og senere islandske, kunstnere blev berettiget til medlemskab, og Skandinavisk Forening blev, trods navnet, en nordisk institution - og har været det lige siden.

Igennem årene har en hærskare af de betydeligste kunstnere i Norden haft deres gang i foreningen eller opholdt sig der. Det gælder personer som Bjørnson, Heise, Walter Runeberg, Constantin Hansen, Ibsen, Grieg, Marstrand, Heiberg, Bournonville, Brandes, Strindberg, Lundbye, Hammershøi, Lagerlöf, Johannes Jørgensen, Drachman, Bergsøe, Krøyer, Sophus Claussen, Carl Nielsen, Willumsen, Andersen Nexø, Undset, Pontoppidan, Evert Taube, Vigeland, Laxness, Jónsson og talrige andre.



Kunstnerforstander Mette Perregaard
fortæller om Skandinavisk Forenings grundlæggelse:
"Skandinavisk Forening slog rødder slag i slag med at drømmen om et samlet Italien blev en realitet.
Samtidig trivedes også ideen om et Skandinavisk fællesskab. Vanskelighederne i Italien var omfattende i årene, der ledte frem til Italiens samling.
Det blev en kvinde, heltinden Corinna, i romanen fra 1807 under titlen "Corrina o l'Italia", der inspirerede Italiens kæmpende patrioter i svære tider.
Corinna blev billedet på Italien, en kunstnerisk, kreativ, genial, smuk, intellektuel og spontan kvinde, der længtes efter en stærk mand, efter at have gennemlevet en ulykkelig kærlighedshistorie med en skotsk aristokrat.
Hendes elskede Oswald Nelvil havde forladt hende, og dermed Italiens skønhed og poesi, for at vende tilbage til hjemlandets aristokratiske livsform.
(Romanens forfatterinde svensk-franske Madame de Stäel havde selv sagt om Rom:"At leve i Rom er en nænsom måde at forberede sig på at dø.")

Canovas >> allegoriske portræt af Italien ved Alfieris gravmæle i Santa Croce kirken i Firenze blev et andet ikon for mange af Italiens patrioter. Billedhuggeren repræsenterede Italien som en kvinde der sørger ved sin mands gravmæle.
Der var langt fra Canovas skulpturelle billede af det sørgende Italia, til de nordiske kunstneres idylliske skildringer (fra midten af 1800-tallet) af livsglade italienske kvinder, der i dag fylder de nordiske kunstmuseers sale.
Der var endnu længere til kvindeportrættet af Nora i Ibsens skuespil (Et Dukkehjem) fra 1870erne."

Skandinavisk Forenings første gyldne tid var de første tyve år efter dens oprettelse.
På den tid gav forfatterne Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen tonen an og førte ordet med stort fallera ved begivenheder og møder.

Her følger et eksempel på, hvorledes det kunne gå for sig:
Lige fra begyndelen havde Skandinavisk Forening været en herreklub. Man forventede af damerne, at de deltog ved de festlige sammenkomster lørdag aften, men de kunne ikke melde sig ind i foreningen og var derfor ikke berettiget til at stemme ved generalforsamlingen.


Ane Lan (NO) "Europa"
(foto Elin S. Lundby 2003)

Dette vendte Henrik Ibsen sig imod i Januar 1879, medens han skrev på sit mest berømte skuespil "Et Dukkehjem".
Ibsens forslag blev nedstemt.
Han blev rasende og forlod mødet med storm.
Imidlertid, da han få år senere kom tilbage til Rom, kunne han med glæde konstatere, og endog selv bekræfte og signere i Skandinavisk Forenings mødeprotokol, at tiden var blevet moden til hans forslag, idet Frk. Ribbing med 9 stemmer blev valgt ind i bestyrelsen den 11. Januar 1882.

Gennem 150 år, har mange af de nordiske landes mest markante kunstnere mødtes, gensidig inspireret hinanden og debatteret under det samme tag i Skandinavisk Forenings Kunstnerhus i Rom.

Dermed er foreningen det ældste nordiske kunstnerhus i udlandet, der stadig er i funktion.

Man kan spørge sig selv:
Hvad har Henrik Ibsen, P.S Krøyer, Selma Lagerlöf og Sigrid Undset tilfælles med for eksempel Aurora Reinhard, Martin Bigum, Kristin Marja Baldursdóttir og Eivind Reierstad?

Kunstnerforstander Mette Perregaard svarer således:
"Jeg finder det interessant, at forsøge at forstå Skandinavisk Forenings udvikling fra dengang til nu, gennem tre væsentlige strømninger i kunst, kultur og politik.
Modernismen, kvindefrigørelsen og Europas dannelse.

Modernismen:
Efter den store guldalder, hvor Italiens motivverden blev et bærende element i nordisk kunst, har postmodernismens plasticalder igen gjort Italien aktuel.

Epicentret for modernismen var Frankrig, og det havde skabt en forestilling om, at Rom var urelevant.

I dag viser den unge generation af kunstnere igen stor interesse for at komme til Rom at bo og arbejde.

Samtidskunstneren ser historien som en mulighed og ikke en hindring for at forny sig selv og sit kunstneriske sprog.

Kunstnerne kommer til Rom med meget individuelle projekter.
Danske Martin Bigum bruger loftudsmykningernes motivverden og teknik i sit eget maleriske popsprog.
Forfatteren Kristin Marja Baldursdóttir fra Island bruger byen som "set" i sit tidsportræt af en kvindelig kunstner.
Den finske skulptør og videokunstner Lauri Astala genskaber et af rummene i Palazzo Corsini i en interaktiv videoinstallation "Apropos of Seeing" og udstiller det på forskellige nordiske kunstmuseer.

Feminismen:
I atelierne var 1800-tallets kvinder konstant redskab for de mandlige kunstners fortolkende og analyserende pensel og mejsel.
Kvindens forvandling fra objekt for mandlig fortolkning til subjekt der tænker, taler og handler løb parallelt med nedbrydelserne af de klassiske former i kunsten omkring århundreskiftet.
Et af 1900-tallets stærkeste kulturskift.

Derfor blev Ibsens indlæg om kvinderne, det mest citerede i Skandinavisk Forenings manuskriptsamling.

Det var forud for sin tid og foregreb hvad der ville ske.
Modellerne kom ud af atelierne og ind på arbejdsmarkedet.

Men mejslen, musen og pennen føres af både mandlige og kvindelige kunstnere i kunstnerhuset anno 2010.
Ingen definerer det kvindelige i dag som man gjorde i 1800-tallet.
Men kunstnerne definerer og undersøger stadig køn og identitet i deres værker.

Aurora Reinhard fra Finland viste eksempelvis sin dokumentarfilm om transseksuelle på en festival i Rom, ligesom hendes fotografier af kvindelighedens feticher og proteser blev vist i det romerske Galleri Extraspazio.
Den norske billedkunstner Eivind Reierstads iscenesatte selvportrætter som kvinde (kunstneren arbejder under kvindepseudonymet Ane Lan) er også et markant eksempel på, at der stadigvæk arbejdes med kvindebilleder i atelierne.

Europa:
Selvom samtlige kunstnere som benytter sig af Skandinvisk Forenings tilbud ikke kommer fra EU-medlemsstater, så lever alle i en tid præget af Europas realisering.
Globaliseringen og internationaliseringen af kunsten er en realitet.
De nordiske stater retter blikket for deres kultur og mobilitets- og residensprogrammer meget mod de nye "uopdagede" markeder. Kunstnerne bevæger sig rundt på hele kloden for at bo og arbejde, det er vanskeligt i dag at definere et egentligt kunstcentrum.
Denne udvikling påvirker det nordiske samarbejde og skaber en vital og vigtig debat".

Hvad vil fremtiden bringe for det nordiske kulturelle samarbejde og Skandinavisk Forenings Kunstnerhus i Rom?

Kunstnerforstander Mette Perregaard tillader sig at fantasere for at forestille sig fremtiden:
"I dag kunne man sikkert flytte Skandinavisk Forenings Kunstnerhus for nordiske kunstnere i Rom til Asien.
Det ville åbne nye markeder for nordisk kunst og styrke nordisk kultureksport, kulturturisme og branding i Asien.
Man kunne simulere de italienske omgivelser og projektet kunne indgå i et større samarbejde om en europæisk kulturpark (i stil med Disneyland)".

Men Mette vender hurtigt tilbage til realiteterne og siger:
"Analyserer man budgettet kunne der næppe vindes ved at flytte kunstnerhuset til Asien. Huset er et yderst økonomisk tilbud.
De 5 nordiske lande kan i dag tilbyde kunstnerne residensophold i Rom ved et beskedent bidrag på 24000 € årligt.
4 af 5 nordiske lande har ikke lignende muligheder at tilbyde, hvis Skandinavisk Forenings Kunstnerhus forsvinder til Asien.

Husets staff er lille, tæller kun en nordisk kunstner i rollen som kunstnerforstander, samt uundværlige "gratis" finlandssvenske og italienske praktikanter.

Ligesom andre projekter og institutioner der støttes offentligt, er naturligvis også kunstnerhuset forpligtet til løbende at bevise sin konkurrencedygtighed og sin stadige udvikling.

Evalueringer der er blevet gjort i det forløbne år, har vist sig at være gode redskaber til at understrege styrkerne og kvaliteterne i Skandinavisk Forenings aktuelle virksomhed.
Men dertil kommer at kontinuiteten og historien er enestående.

I dag kan alt skabes kunstigt, undtagen tiden og historien.

At forstå sig selv og sin omverden i forhold til hvad man kommer fra, det er noget fundamentalt menneskeligt, som efterlyses i mange kulturelle sammanhænge i dag.
Man kan spise svenske kødboller i Mumbai og Bejing.
Og det er sandt nok politikernes opgave at udforske nye horisonter for kunstens markeder, men ikke på bekostning af kunstneriske virksomheder med bredere tidshorisonter.

"I dag er Skandinavisk Forenings Kunstnerhus i Rom et flot eksempel på et samarbejde mellem de fem nordiske lande. Virksomheden retter sig mod at drive et moderne artist-in-residence program for nordiske kunstnere, og et kulturprogram der promoverer nordisk kunst i italien.

Mette Perregaard fortæller om artist-in-residence programmer:
"Verden over breder internationale artist-in-residence programmer sig. Nogle fokuserer på at modtage udenlandske kunstnere i hjemlandet, andre fokuserer på at sende hjemlandets kunstnere ud i verden. Visse fokuserer på at give kunstnerne tid til koncentration, de kaldes refugier. Andre satser mere på at styrke kunstneriske netværk, medens andre igen ligger vægten på produktion og research, de sidste minder om de kunstnerkolonier, vi kender fra tidligere (Worpswede f.eks.).

Skandinavisk Forenings Kunstnerhus kombinerer de tre typer programmer og fleksibilitet er et grundlæggende princip i virksomheden. Det unikke ved kunstnerhusets tilbud er det tvær-nordiske og tvær-kunstneriske samarbejde, samt at Skandinavisk Forenings har 150 års kontinuerlig historie som platform for nordiske kunstnere i Rom."