Italienske børn bliver bespist af skolesystemet fra de er 3 til de er 11 år.

Skolesystemet i Italien >>
begynder med børnehave - Scuola Materna - fra 3 til 6 år.
Derefter fem år i "Elementærskole" - også med frokost! - og til slut "Overskolen" - Superiore - fra 6. til 8. klasse.
Derefter - som 14 årige - venter der de fleste italienske børn fem års gymnasielignende skole.

Børnelægen er også kostvejleder

Den italienske "mad-opdragelse" begynder den dag, mor holder op med at amme.

Så er børnelægen nemlig klar med gode råd til, hvad den lille kan og må spise.

Børnelægen anbefaler for eksempel mos af nyindkøbte grøntsager og den bedste kvalitet af friskpresset olivenolie og parmesanost.

Når småbarnsmoderen i Rom beder om kød eller fisk til barnet kommer de skarpe knive også i brug i butikkerne eller på markedet, så kødstykket er uden spor af sener og fedt, og fiskefiletten garanteret benfri.

- En dansk leverpostej vil næppe kunne smugles ind i en italiensk mors børnemenu, mener Eva, der også fortæller, at det er en vigtig dag, når den lille bliver stor nok til at kunne spise og fordøje de ernæringmæssigt vigtige bønner og bælgfrugter. Og det er også børnelægen, der giver grønt lyst for indtagelsen af disse delikatesser...




Vejledning til
italienske spisekort >>

Artikel fra februar 2010

Eva Ravnbøls datter og søn er nu 11 og 14 år.
Med den yngste i 1. mellem og den ældste i 1. gymnasieklasse, måtte Eva for første gang i syv år selv i gang med børnenes frokost, da skoleåret begyndte i september sidste år.



Fra børnene kom i børnehave - Scuola Materna - som treårige har skolevæsenet i Rom nemlig sørget for dagens vigtigste måltid - frokosten - for en pris på i dag 40 euro om måneden pr. barn.

Det er en tredjedel af den reelle pris.
De andre 2/3 betaler skolevæsenet, og det kan godt være på beskostning af skolens vedligehold og nye møbler.

- Da jeg så mine børns skole første gang, tænkte jeg - sikke nogen slidte bygninger og gamle stole, fortæller Eva.

I dag bærer hun over med det, og foretrækker i grunden, at skolernes - også i Italien begrænsede - midler i stedet går til sund og veltilberedt skolemad.


Spaghetti med tomatsovs >> og friske basilikumblade
er en klassiker og mange italieneres livret

Madplan for 6 uger ad gangen

Hver sjette uge kom børnene hjem med menuen, for italienske mødre - og også Eva! - kunne naturligvis ikke drømme om at spise deres børn af med samme pasta- eller kødret til frokost og middag.

Madplanen er sammensat af en kommission bestående af eksperter, og man kan faktisk på internet tage et smugkig på de romerske skolers menuer lige nu.
(Klik "Menu" midt på denne side >>)



Et par menuer på denne vinters skolemenu i Rom

En dag så en dansk veninde 6-ugersmenuen og bemærkede, at der kun manglede en espresso-kaffe til slut, for at skolemenuen var identisk med en restaurantmenu.

Økologiske råvarer og flere retter

Den seneste 8-9 år har alle råvarerne til de romerske skolekøkkener være bøkologiske, og årstidens udvalg af råvarer følges slavisk.

Et skolemåltid indholder altid flere retter:
En førsteret, der for eksempel kan være risotto, minestronesuppe eller en pastaret.
Andenretten er kød, pålæg og to gange om ugen er der fisk på menuen.
Til andenretten er der altid en rå eller en tilbedredt grøntsag, og med på menuen er også dessert og sunde mellemmåltider.

80% af skolerne i Rom har deres egne køkkener, og der er skrappe regler for tilberedning og transport af mad til de skoler, der ikke har et køkken.
Det går med andre ord slet slet ikke at tilberede mandagens frokost om fredagen!

Angela styrede køkkenet på den folkeskole Evas børn gik på indtil i sommer.
Hun fortalte, at der da nok kom mad retur til køkkenet. Specielt når der stod for eksempel broccoli eller auberginer på menuen.


Auberginer er sjældent en børne-livret
- men de kan "snydes" med retten "Pasta alla Norma" >>
eller "Aubergin-Lasagnen" Parmigiana >>

- Men når børnene bliver ved med at se de samme madvarer, kender deres navne og historie, og ser de andre spise dem, så går der en dag før eller siden hul på bylden, lød Angelas principerklæring om specielt upopulære grøntsager.

Og når Angela hørte, at børnene bad deres forældre lave "en æggekage" som hendes, kunne rosen ikke være større.

Den overskydende mad fra Roms skoler bliver i øvrigt anvendt på velgørenhedsinstitutioners madsteder for fattige og hjemløse.

Mad er en del af undervisningen

Lærerne spiser naturligvis med til frokost. Det er en del af lærerernes arbejdsdag - og i grunden også af skolens pensum:

Læser man på den kommunale hjemmeside for Rom om byens "skole-madfilosofi", så er der ingen tvivl om, at mad, spisning og kendskab til madens oprindelse, historie og tilberedning er en del af undervisningsplanen.

Naturligvis findes der også kræsne italienske børn, men Eva er overbevist om at fælleskabet omkring måltidet i skolen også er med til gøre børnene mere nysgerrige rent gastronomisk.

- Min søns lærer havde et princip om, at ud af 4 ting på tallerkenen måtte børnene lade være med at spise én.

Det kunne være et svært valg for Evas datter, der ikke kan lide både mozzarella >> og rå tomater >>, men kun én af de to ting måtte altså ligge tilbage.



- Det er helt klart, at mine børn har lært at spise flere grøntsager i skolen, end de ville have lært hjemme. Som mor er man nok ofte tilbøjelig til at vælge det upopulære fra for at undgå konflikter.

Maden indtages på skolerne i Rom i en spisesal, og der er afsat en halv time til måltidet efterfulgt af en halv times "recreazione" - frikvarter - hvor eleverne både skal bevæge sig og fordøje maden.

Alt at vinde ved skolemad til alle

- 99% af også danske børn ville vinde ved, at der blev lavet fællesmad til dem i børnehaver og skoler, mener Eva, der selv om hun lever af at elske at lave mad, sagtens kan forestille sig andre kærlighedserklæringer til sine børn end at smøre madpakker.

Evas søsters børn gik i skole i England, hvor maden kunne vælges til og fra.
På den måde gik fælleskabet omkring måltidet og undervisningen i madkultur helt tabt.
Og igen var det svært at overtale mad-eleverne til broccoli og auberginer, hvis sidemanden sad med en Marsbar i madkassen.

Eva kan ikke berette om store konflikter omkring skolernes madordning.

Italienske aviser er ikke fyldt med historier om oprør mod svinekød eller krav om vegetarmenu - måske fordi menuen er så varieret, at børnene kan lade de retter være, de ikke må spise.
Der findes også mulighed for kosher- og muslimsk menu, og endelig kan børn af hebredsgrunde få en speciel menu.

- Når mine børn for eksempel havde lidt vrøvl med maven, stoppede jeg i skolekøkkenet om morgenen, og spurgte Angela, om hun ville være sød at undgå tomat eller andre syredannende madvarer, og tilberede et måltid "in bianco" -altså letfordøjeligt. Det var selvfølgelig helt i orden, fortæller Eva.

Evas holdning til den danske debat om skolemad er derfor helt klar:

- Har danskerne overhovedet råd
til ikke at lave sund skolemad?
spørger hun med baggrund i
sine romerske erfaringer.

-syl