Artikler 2007 >>
Artikler 2006 >>
Artikler 2005 >>
Artikler 2004 >>
Artikler 2003 >>
Artikler 2002 >>
Artikler 2001 >>
Artikler 2000 >>
Artikler 1999 >>
Artikler 1998

Regering nummer 55 >>

29 års fængsel til Gucci-enke >>

Opskrift på kat >>

Vilde med Euro'en >>

I kø for at se Jesu ligklæde >>

Spillelyst og overtro >>

Påsken: Lykkelig og tung >>

Terrorismens sår bløder stadig >>

General forsøger selvmord >>

19 millioner i løsepenge >>

December 1998

Foretrækker dyre varer
- da mobilen var en luksusgenstand...

Mobiltelefoner har igennem de seneste fire-fem år været et endnu større hit i Italien end nord for alperne, og landet har i dag (1998. red.) europæisk rekord på området med over 17 millioner telefoner i omløb.

Den rekord bør ikke komme bag på nogen, der blot en gang har været i Italien:

Italienerne er et storsnakkende folk, og kunsten at tale meget - også uden at sige noget - er tilsyneladende en del af italienernes genetiske sammensætning.

Mobiltelefonerne har i første omgang blot udvidet mulighederne for at dække italienernes kommunikations-behov.

Men hvad der er næsten vigtigere end snaksaligheden er, at mobiltelefonerne også er med til at dække et andet umætteligt behov hos moderne italienere:

At vise, at man er med på moden, og ikke mindst, at man har råd til at være blandt de første.

Det var derfor ikke uventet min svoger, der for fem år siden var den første i familien med mobil-telefon.

Svoger og hans famlie er nemlig en typisk norditaliensk storby-familie, der består af et par udearbejdende forældre og et enebarn, der bliver boende hjemme til han gifter sig et godt stykke tid efter at have rundet de 30 år.

Så for ikke at blive overhalet af moden købte svoger i 1993 en cirka 30 centimer lang og ti centimeter tykmobil telefon, der vejede et kilo og havde en stand-by tid på omkring 3 timer og 34 minutter.

Pris 6000 danske kroner

Hvem svoger skulle ringe til eller modtage opkald fra har jeg trods mange snedige spørgsmål aldrig fundet ud af.

Han og konen følges nemlig ad både til og fra arbejde, hans mor er tilsluttet en alarmcentral, og sønnen måtte ikke låne telefonen, for han ville bare ringe for meget!

Familiens fritidsaktiviteter, der for 95 procents vedkommende består i at svoger ser tv på det store fjernsyn i stuen, svigerinden ser tv på 14 tommeren i spisestuen, og sønnen hører Mtv på det tredje fjernsyn inde på sit værelse, så behovet for mobile samtaler i den familie eksisterer stort set ikke.

Men svoger opnåede alligevel den ønskede effekt med den knap så mobile mobil-telefon:
Vi beundrede den allesammen, kollegerne på kontoret beundrede den og han kunne nikke genkendende til andre personer med antenner stikkende ud af lommer og tasker på vej til og fra arbejde hver dag.

Det var sådan set også den dybere mening med mobil-telefonen for svoger og for mange andre, der dengang og siden har købt det bærbare staus-symbol i dyre domme.

I dyre domme, for producenterne af mobiltelefoner og andre status-eller modeprodukter har jo forlængst luret, at svoger og hans ligesindede er verdens bedste forbrugere set udfra sælgerens synspunkt.

Derfor koster den billigste mobiltelefon i dag omkring 1200 kroner i Italien, og et af de mest brugte abbonnementer for familie-telefoner har en minutpris for taletid på knap otte kroner.

Mobiltelefonernes succes trods de ublu priser er en glimrende forklaring på, hvorfor man i Italien ikke har den hårde konkurrence i detail-handlen som trods alt sikrer danskerne kvalitetsvarer til rimelige priser:

Hvorfor i alverden skulle de to italienske mobiludbydere, der ellers skulle garantere konkurrence på det italienske marked for alvor konkurrere med hinanden, når kunderene gladeligt betaler dyrt for produkter og service, som telefonselskaber i andre lande konkurrerer hinanden ihjel for.

Italiensk erhversliv nyder også på anden vis godt af, at forbrugerne ofte kun forbruger for prestigens skyld.

Jeg fortalte engang mine italienske veninder om et superkøb, jeg havde gjort på det lokale marked - kun 120 kroner for et par smarte jeans. Der blev helt stille omkring bordet, selv om vi alle var fattige studerende.

Havde jeg derimod fortalt, at jeg havde betalt 1200 kroner hos en ukendt med fremadstormende designer, ville det have udløst den forventede beundring.

Også udenlandske producenter har lugtet guld og grønne skove på det ofte konkurrencefrie italienske marked.

Det forlyder, at et dansk bryggeri som led i markedsføringen bestemte, at deres øl skulle koste mere end andre udenlandske øl for at skille sig ud, og dermed blive attraktiv som status-symbol.

Den pågældende øl blev faktisk den mest solgte udenlandske øl i Italien i flere år.

Og selv om den sælges i små 25 centiliter-flasker kunne ingen drømme om at fylde glasset og lade flasken stå på bardisken. Den står altid med den karakteristiske etiket foran køberen.

Og for igen at tale om svoger, er han også med til at gøre billandet Italien attraktivt for andre landes bilproducenter. Svoger kan nemlig ikke drømme om at købe en italiensk bil.

Det ville lugte for meget af sund fornuft og for få penge.
Han køber Renault, men kun fordi hans løn ikke rækker til en mere prestigefyldt Volvo, eller til det optimale:
En bil, der er kommet hele den lange vej over Atlanten for at stå foran hans lejlighed.

Garage vil han nemlig ikke have, og det fører indimellem til parkeringsridser på Laguna'en.

Men det er prisen for at naboerne ser bilen.

Han køber konsekvent ny bil hvert tredje år, selv om han ikke kører mere end 4000 kilometer om året.

Familiens hobby er jo tv, og når sønnen en sjælden gang går ud, er Laguna'en ret upraktisk i Milanos voldsomme trafik.

Han foretrækker derfor at blive hentet af kæresten i hendes smarte Reneault Clio.

Men nu forstår jeg dynamikken.

Bilen er ligesom mobil-telefonen ikke til at blive brugt, men til at blive vist frem - til Reneaults og Motorolas begejstring.

Forklaringen ligger sandsynligvis i, at italienerne trods deres store armbevægelser og deres umiddelbare kærlighed til fædrelandet, alligevel lider af et nationalt mindreværdskompleks.

Det ved godt, at man nord for alperne betragter Italien som lidt af en banan-republik, og de er i også pinligt bevidste om, at Italien indtil for få årtier siden var et meget fattigt land.

Stoltheden over, at det lykkedes Italien at få regnskaberne i orden til at komme med i første runde af Den Europæiske Monetære Union bliver derfor af italienerne opfattede som en slags national oprejsning og i hvert tilfælde som en accept af, at landet har fået plads i det "gode" europæiske selskab.

Derfor venter man med glæde på Euro'en hernede:

Med Euro'en og Unionen håber vi sammen med det mindretal at indbyggerne i det rige Norditalien, der faktisk er kritiske forbrugere, at de frie markedskræfter og konkurrencen også får overtaget i vores butikker. å.

Indtil da holder vi mund med, at vores mobil'er er købt for ingen penge i Danmark, og hepper i stilhed på, at der efter jul kommer et tredje mobil-selskab til Italien.

Til glæde for vores pengepung, men i grunden også til svogers, selv om det næppe nogensinde går op for ham og hans ligesindende, at både mobiltelefon og bil faktisk er brugsgenstande og ikke kun redskaber i jagten på status.

-syl